Videre til indhold | Videre til menunavigation

18/05 2009

Bologna-processen 2020 – nye målsætninger er sat!

Den 28.-29. april 2009 var de ansvarlige ministre for videregående udannelse samlet i Leuven i Belgien for at gøre status over Bologna-processen og sætte nye målsætninger for det næste årtis arbejde for at styrke det europæiske område for videregående uddannelse.

Konklusionerne fra ministermødet var, at målsætningerne fra Bologna-deklarationen fra 1999 og de efterfølgende kommunikeer stadig er gyldige og relevante at arbejde med efter 2010. Dette år har ellers har været pejlemærke som året, hvor de politiske målsætninger i Bologna-processen skulle være realiseret.

 

I kommunikeet fra Leuven forpligter ministrene sig derfor på at fortsætte Bologna-processen frem til 2020.

 

Af fokuspunkter for arbejdet i det næste tiår nævnes følgende centrale temaer:

  • Mobiliteten skal styrkes for studerende, forskere og undervisere: Der skal skabes mulighed for mobilitet på alle videregående uddannelsesniveauer (bachelor, kandidat/master og ph.d.), fællesuddannelser skal være udbredte, og i 2020 skal minimum 20 % af alle europæiske dimittender have været af sted på et uddannelsesophold i udlandet.   
  • Der skal skabes mere lige adgang til videregående uddannelse, og landene skal sætte konkrete mål herfor.
  • Der skal fortsat være fokus på livslang læring, som bl.a. skal styrkes ved anerkendelse af kompetencer opnået uden for det formelle uddannelsessystem, fleksible læringsforløb samt udvikling af nationale kvalifikationsrammer, hvori de forskellige nationale uddannelsessystemer afspejles.
  • Der skal fokuseres mere på uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsesinstitutionerne skal være mere lydhøre overfor arbejdsgiveres behov, og arbejdsgivere skal modsat have en bedre forståelse for uddannelsesverdenen. Desuden skal praktik i uddannelserne styrkes tillige med erhvervsvejledning og læring på arbejdet.     

De ansvarlige ministre mødes igen i Bukarest i 2012, og de følgende ministerkonferencer løber af stablen i 2015, 2018 og 2020.


Mere information

Læs mere om ministermødet her.

 

Læs mere om baggrunden for Bologna-processen på www.ciriusonline.dk/bologna

Sidst opdateret: 12/08 2009