Videre til indhold | Videre til menunavigation

07/06 2011

Erasmus i fortsat fremgang

Flere studerende på de videregående uddannelser rejser af sted som Erasmus-studerende. Dette gælder både på europæisk plan og i Danmark. I studieåret 2009/10 var 2416 danske studerende på et Erasmus-ophold.

Det begyndte i '87 med 11 lande og lige over 3000 studerende - i dag deltager 33 lande i Erasmus-programmet og årligt sendes mere end 200.000 studerende ud på et studie- eller praktikophold i et andet europæisk land med Erasmus.

Flere danske studerende tager af sted - flere kommer ind

Danmark var med i Erasmus-programmet fra begyndelsen i 1987 - dengang kom 57 danske studerende af sted. Frem mod den sidste halvdel af 90'erne steg dette tal hvert år. Derefter kom en årreække med stagnation på et årligt niveau omkring 1.700 udgående dansk Erasmus-studerende. Denne tendens er nu vendt, og de sidste tre år har budt på konstant stigning i tallet af danske Erasmus-studerende. Den seneste stigning fra 2008/09 til 2009/10 er på næsten 14 %, nemlig fra 2.123 til 2.416.

Antallet af internationale studerende på Erasmus-ophold i Danmark er også steget - med godt 10 %. Således var antallet af internationale Erasmus-studerende i Danmark i 2009/10 det højeste nogensinde, nemlig 6.186.

De studerende tager i praktik

Fremgangen i Erasmus skal tilskrives, at et stigende antal studerende tager i praktik på en europæisk arbejdsplads. Første år det var muligt at få et Erasmus-stipendium til praktik i udlandet modtog 322 danske studerende et sådant. I 2009/10 var antallet 622, svarende til at hver fjerde danske Erasmus-studerende i dag er af sted på praktik. Det er mere end i Europa generelt - og skyldes bl.a. de særligt gode muligheder for praktik i udlandet, som professionsbachelor- og erhvervsakademi-studerende har qua obligatorisk praktik i uddannelserne.

Danmark med til at fejre succesfuld fødselar

Erasmus-programmet er en succeshistorie, der har givet mere end 2 mio. europærer mulighed for at opleve europæisk sprog, kultur og studiemiljø på egen hånd. I 2012 kan Erasmus holde 25 års jubilæum. Dette sker på samme tid som Danmark har formandskabet for EU, og Styrelsen for International Uddannelse vil i den forbindelse stå for en fejringskonference.

Læs mere

EU Kommissionen har netop offentliggjort nye tal for Erasmus-programmet og en publikation, der fortæller om baggrunden for tallene og omtaler europæiske tendenser i Erasmus.

Sidst opdateret: 07/06 2011