Videre til indhold | Videre til menunavigation

21/06 2010

Erasmus i fremgang - særligt praktikophold

EU-Kommissionen har netop offentliggjort nye tal for Erasmus-programmet. Tallene viser en flot fremgang i antallet af studerende på Erasmus-ophold i Europa.

Erasmus siden 1987

EU-Kommissionens statistik viser, at næsten 200.000 europæiske studerende var på et Erasmus-ophold i et andet europæisk land i studieåret 2008/09. Det tegner et billede af et Erasmus-program i fremgang.

Erasmus giver tilskud til studerende på videregående uddannelsesinstitutioner, der tager på studie- og praktikophold i udlandet samt en række andre aktiviteter, bl.a. ophold for ansatte og tilskud til fælleseuropæiske sommerkurser.

Potentiale i praktik

Ser man på det samlede billede tegnede de 198.600 Erasmus-studerende i 2008/09 sig for en stigning på 8,7 procent i forhold til året før. Særligt muligheden for at komme i praktik i udlandet er udslagsgivende for fremgangen i antallet af Erasmus-studerende. Stigningen i denne aktivitet var på hele 50 procent på europæisk plan.

Pæne tal også i Danmark
Også i Danmark ses interessen for praktik i udlandet. 48 procent flere danske studerende var i Erasmus-praktik i 2008/09 i forhold til året før - i tal en stigning fra 322 studerende i 2007/08 til 478 i 2008/09. Denne vækst betyder, at der samlet set var 6,5 procent flere danske Erasmus-studerende i 2008/09 end i 2007/08.

Det samlede antal danske Erasmus-studerende i 2008/09 var på 2.126, hvilket er det højeste tal nogensinde. Og det trods en lille tilbagegang i antallet af studerende på studieophold.

Danmark tiltrak 5.638 europæiske studerende via Erasmus-programmet, svarende til en stigning på 8 procent. Af disse var 368 i praktik på en dansk arbejdsplads. Antallet af indkommende Erasmus-studerende stiger år for år, og de udgør mere end 70 procent af det samlede antal af udvekslingsstuderende, som Danmark modtager.

Mobilitetsstatistik udgives i august

Styrelsen for International Uddannelse udgiver hvert år en samlet mobilitetsstatistik for det videregående uddannelsesområde. Denne statistik dækker bl.a. Erasmus, men viser også tendenser for studerende, der tager af sted uden for uddannelsesprogrammerne og på hele uddannelser samt for international studerende i Danmark på udveksling og hele uddannelser. Den nye statistik, der omfatter studieåret 2008/09 vil blive offentliggjort i august. 

Læs mere

Læs mere på EU-Kommissionens hjemmeside.

Sidst opdateret: 29/06 2010