Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/12 2009

EU 2020 – Hvor skal vi hen?

EU-kommissionen formand Barroso har netop præsenteret sine visioner for, hvor EU skal være henne i 2020. Alle borgere i Europa har nu chancen for at give deres mening til kende om visionerne. Det sker via en offentlig online høring.

Barroso mener, at vejen ud af den nuværende krise skal være en satsning på skabelsen af en ny vedvarende social markedsøkonomi, en smartere, grønnere økonomi, hvor vores vækst og velfærd skabes gennem innovation og ved at udnytte ressourcerne bedre, og hvor viden er det væsentligste aktiv. For at kunne nå dette mål, må Europa have en fælles dagsorden: EU 2020-strategien.

Han siger videre, at EU 2020 skal afløse den nuværende Lissabon-strategi, EUs reformstrategi i det sidste årti, som ifølge Barroso har hjulpet EU med at afværge krisens værste følger. EU 2020 bygger på resultaterne skabt ved hjælp af medlemslandenes partnerskab for vækst og jobskabelse, men indtænker fornyelser, der vil gøre EU i stand til at møde de nye udfordringer skabt af den globale krise.

EU-kommissionen lancerer en offentlig høring om EU 2020 for at få viden om borgernes mening om den nye strategi.

Høringen vil være åben til 15. januar 2010. Kommissionen satser på at have bearbejdet resultaterne af høringen, så de kan indgå i præsentationen af strategien for Det Europæiske Ministerråd i foråret.

For at deltage i høringen skal du blot gå til ec.europa.eu/eu2020 og følge anvisningerne.

Sidst opdateret: 14/12 2009