Videre til indhold | Videre til menunavigation

17/06 2011

Flere internationale talenter starter karrieren i Danmark

Det danske arbejdsmarked bliver stadigt mere populært blandt internationale talenter, som dimitterer fra en hel videregående uddannelse i Danmark.

Ny analyse viser, at flere internationale dimittender fastholdes i Danmark efter afsluttet uddannelse – og at de danske virksomheder er ved at få øjnene op for de vækstmuligheder som internationale dimittender giver.

Fordobling på fem år

En ny analyse stiller således skarpt på internationale dimittenders efterfølgende beskæftigelse i Danmark. Her springer det særligt i øjnene, at antallet af internationale studerende, der færdiggør en hel videregående uddannelse i Danmark, er mere end fordoblet fra 2004 til 2009. I 2009 færdiggjorde over 3.000 internationale talenter en hel videregående uddannelse i Danmark.

Danmark lokker som karriereland

Internationale dimittender bidrager positivt til at øge udbuddet af højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark, og særligt lader EU/EØS- og tredjelandedimittenderne til at ’tænde’ på Danmark som karriereland.

Seks ud af ti EU/EØS- og tredjelandedimittenderne befinder sig fortsat i Danmark et år efter afsluttet uddannelse. Modsat vælger blot fire ud af ti nordiske dimittender at blive i Danmark. De nordiske dimittender opnår dog den højeste beskæftigelsesgrad.

Mange internationale dimittender på det danske arbejdsmarked

Fra 2003 til 2007 steg andelen af internationale dimittender, som fortsat var at finde i Danmark et år efter uddannelsens afslutning fra 46 % til 54 %. Af de internationale dimittender som blev i Danmark, fandt tre ud af fire beskæftigelse på det danske arbejdsmarked.

De fleste internationale talenter, som dimitterede i 2007 og var at finde på det danske arbejdsmarked et år senere, fik job i private virksomheder. Brancherne ’Erhvervsservice’ og ’Handel og transport mv.’ stod for 59 % af alle ansættelserne på det private arbejdsmarked.

Læs hele analysen

Bag analysen står Styrelsen for International Uddannelse i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen.

Sidst opdateret: 20/06 2011