Uddannelsesforum for studiemuligheder i Frankrig
Den 16. november inviterer Espace CampusFrance til et uddannelsesforum på CBS om mulighederne for at følge en videregående uddannelse i Frankrig. Flere franske universiteter deltager.
Espace CampusFrance i København er en afdeling ved Den franske Ambassade, som er tilegnet danske såvel som udenlandske studerende, der ønsker at følge en videregående uddannelse i Frankrig.
Messen vil starte med et åbent forum om uddannelsessystemer i Danmark og i Frankrig, studieophold og støttemidler. Mere end 20 franske universiteter og diverse aktører inden for uddannelsesområdet vil deltage og diskutere de forskellige emner. Efterfølgende vil der være en uddannelsesmesse, hvor studerende vil kunne stille spørgsmål og møde repræsentanterne fra de franske universiteter.
CIRIUS deltager i hele forløbet og bidrager med et oplæg i forbindelse med det åbne forum. Derudover har CIRIUS en stand ved messen med information om studie- og støttemuligheder.
Formålet med denne messe er at fremme kendskabet til studiemulighederne i Frankrig, styrke det fransk-danske samarbejde og øge mobiliteten mellem de to lande.
Den officielle hjemmeside for dagen er: http://www.campusfrancenordictour.org/visitors/




