Grundtvig-programmet fylder 10 år i 2010
EU-programmet Grundtvig, som indeholder tilskud til europæiske voksenlæringsaktiviteter, har jubilæum i år. Hjælp os med at markere det.
Vi håber, at alle, som har modtaget Grundtvig-tilskud til aktiviteter i år, og alle, som vil få bevillinger i 2010, vil bidrage til at gøre opmærksom på 10-året for Grundtvig-programmet, og at I via lokale arrangementer og events vil være med til at fejre jubilæet.
Skriv gerne om dine Grundtvig-erfaringer
Det kan gøres ved at fortælle om programmets muligheder til kolleger og andre. De ville måske netop have gavn af at kende mere til den støtte, som programmet har givet jer i jeres lokale udvikling af læringsudbud og undervisningsmetoder bl.a. takket være det Grundtvig-tilskud, I fik til at mødes med og lade jer inspirere af kolleger fra andre europæiske lande.
Vi er også interesserede i at bringe sådanne beretninger som features i vores online nyhedsbrev. Henvend dig derfor til os, hvis du vil skrive. Lange såvel som kortere artikler har interesse.
Konferencer og andre arrangementer i 2010
Vi vil i løbet af året annoncere fejringer og konferencer i Europa, som påkalder sig opmærksomhed hos representanter for institutioner og organisationer, der arbejder med udbud af læringsaktiviteter for voksne, og som anser en international dimension i læringsudbuddene for vigtig.
I Danmark forventer vi at være vært for en større europæisk Grundtvig-markering i slutningen af september måned.
Grundtvig indeholder i dag tilskud til 'alle voksne i Europa'
Da de første Grundtvig-tilskud blev annonceret for ti år siden, kunne voksenudbydere og voksenundervisere og -ledere søge tilskud til læringspartnerskaber og efteruddannelse. Dette kan I heldigvis fortsat, for det er organisationernes udvikling, som er i fokus. Men siden 2009 har også 'ganske almindelige' voksne borgere i Europa kunnet komme af sted på en workshop i et andet europæisk land med EU-tilskud. Da programmet begyndte i år 2000, bestod det af tre aktioner (tilskudsmuligheder). I 2009 blev det udvidet til hele syv aktioner.
Læs mere om Grundtvig-programmet.




