Grundtvig-programmet fylder 10 år
Det bliver markeret ved en international konference i København den 22.-24. september.
Blandt talerne er undervisningsminister Tina Nedergaard, EU's kommissær for uddannelse og kultur Androulla Vassiliou, samt Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole. Sidstnævnte vil fortælle om N.F.S. Grundtvigs betydning for dansk kultursyn og vores uddannelsessystem.
Parallelt med konferencen afholdes også et halvdags møde for generaldirektørerne for voksnes læring i EU's 27 medlemsstater.
Tour de Grundtvig
Placeringen af konferencen i København er en hyldest til N.F.S. Grundtvig, og et besøg i Vartov og Højskolernes Hus indgår i programmet. Desuden kan man deltage i en udflugt til Udby med besøg på Grundtvigs Mindestuer og Bosei Højskole.
På selve konferencen er der fokus på voksenlæring i det moderne samfund og på erfaringer fra de 10 år med programmet, og på hvad et fremtidigt program kan bidrage med.
Tre konferencer i alt
Konferencen i København er den tredje og sidste af tre store europæiske arrangementer, som afholdes i forbindelse med 10 årsjubiléet.
Den første fandt sted i Bruxelles i januar 2010, og havde til formål at sætte fokus på resultater og udbytte hos ganske almindelige voksenuddannelsesinstitutioner og -organisationer efter deres deltagelse i projekter og andre aktiviteter, støttet af Grundtvig-programmet.
Den anden fandt sted i Budapest i februar 2010, og drejede sig om fængselsundervisning – et af de områder, som i de sidste par år har haft stor bevågenhed inden for Grundtvig-programmet.




