Videre til indhold | Videre til menunavigation

09/11 2010

Vil din institution afholde danskkurser for udlændinge i sommeren 2011

Styrelsen for International Uddannelse indkalder nu ansøgninger fra både videregående uddannelsesinstitutioner og højskoler, der ønsker at afholde et sommersprogkursus i 2011 for internationale universitetsstuderende fra en række udvalgte lande under Kulturaftalerne.

I 2010 blev der udbudt i alt 150 pladser på sommersprogkurserne. I 2011 ønsker styrelsen at øge volumen og tilbyde i alt 200 sommersprogskolepladser fordelt på 4-6 kursussteder.

Styrelsen for International Uddannelse dækker udgifter til gennemførelsen af sommersprogkurserne.

Ansøgningsskema og ansøgningsfrist

Hvis jeres institution er interesseret i at afholde et sommersprogkursus i 2011, skal I sende en ansøgning, så den er os i hænde senest den 6. december 2010.

I skal ved ansøgning anvende skemaet, som I finder på denne side om sommersprogkurser, hvor I også kan læse mere om Kulturaftalerne og afholdelse af sommersprogkurserne.

Før jul vil styrelsen meddele, hvilke institutioner, der er udvalgt til at afholde sommersprogkurser i 2011.

Hvis I har spørgsmål til sommersprogkurser, er I velkomne til at kontakte Nelly-Ann Hansen (nah@iu.dk).

 

Hvad indeholder et sprogkursus?

Et sommersprogkursus skal indeholde danskundervisning af høj kvalitet. Dertil skal kursusdeltagerne præsenteres for Danmark og dansk kultur. Typisk finder kulturdelen sted både i klasseværelset og på ekskursioner.

Sidst opdateret: 23/11 2010