Internationale projekter er nu kun et par klik væk
Styrelsen har netop lanceret et Projektkort på hjemmesiden, hvor du med et par hurtige klik kan se, om der er internationale projekter med fokus på unge eller uddannelse i nabolaget.
Hvis Brugsen er fyldt med sortklædte navere, hvis flokke af udenlandske unge er på orienteringsløb i midtbyen eller hvis betjeningen på biblioteket pludselig er maltesisk, så kan forklaringerne måske findes på Projektkortet.
Projekter i alle regnbuens farver på landkortet
Projektkortet giver dig mulighed for et hurtigt overblik over projekter med et internationalt præg på landsplan, din region, i dit lokalområde etc. Hver program (Aktive Unge, Comenius, Erasmus, Grundtvig, Leonardo da Vinci, Nordbuk og Studiebesøg) er blevet tildelt en unik farve, og hvert projekt markeres med en farvet firkant på kortet. Du har mulighed for at søge på projekter inden for de sidste tre år.

- Man kan både søge information om internationale projekter med fokus på unge og på uddannelsesprojekter.
Her er din vej til projektkortet
Internationale projekter i hele landet
- Vi håber, at vores nye Projektkort kan være med til at udbrede kendskabet til de flere hundrede internationale uddannelsesprojekter og ungdomsprojekter, der foregår i hele landet, forklarer Anders Geertsen, som er direktør for Styrelsen for International Uddannelse.
Hensigten er også at inspirere endnu flere skoler, kommuner, organisationer og virksomheder til at søge om tilskud.
100 millioner kroner om året til uddannelsesprojekter
Styrelsen uddeler hvert år omkring 100 millioner kroner til internationale projekter i Danmark. Pengene kommer blandt andet fra EU og Nordisk Ministerråd, som på den måde støtter op om det europæiske samarbejde om uddannelse og ungdomspolitik.
På Styrelsens hjemmeside www.iu.dk/projektkortet kan man læse om mulighederne for at søge tilskud.
- Projektkortet findes på hjemmesiden: www.iu.dk/projektkortet
- I perioden 2007 – 2009 har LLP givet 31,3 millioner euro i tilskud til danske institutioner, organisationer og enkeltpersoners ansøgninger om projektsamarbejder, praktik og uddannelsesophold i udlandet og meget mere.
- I samme periode har Aktive Unge uddelt 5,4 millioner euro til blandt andet danske unges volontørophold i udlandet, ungdomsudvekslinger og samarbejdsprojekter.
- Styrelsen for International Uddannelse har i foråret publiceret rapporten 'Erfaring, udbytte og oplysning', der rummer detaljeret statistik og eksempler på, hvordan midlerne
bliver anvendt.




