Videre til indhold | Videre til menunavigation

27/05 2010

Internationaliseringen der blev væk

Der er fare for, at danske elever bliver delt mellem dem, der i løbet af deres skoletid får interkulturelle kompetencer, globalt udsyn og undervisning i flere fremmedsprog, og dem, der ikke får det.

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne kommer derfor med en række anbefalinger til Undervisningsministeriet og kommunerne, som sikrer, at alle elever opnår de nødvendige internationale kompetencer.

Rådet har valgt at give rapporten med anbefalingerne den lidt provokerende titel ”Internationaliseringen der blev væk”, fordi internationaliseringen i grundskolen indtil videre har været sporadisk.

Tre eksempler på forslag til øget internationalisering

For eksempel foreslår Rådet, at Undervisningsministeriet supplerer folkeskolens formålsparagraf med den internationale dimension, og at der indføres bindende mål for det internationale tværgående emne. Desuden foreslår Rådet, at der indføres en obligatorisk projektopgave i den internationale dimension, som skal gennemføres på 8. klassetrin.

Kommunal medspiller påkrævet

Kommunerne spiller også en afgørende rolle, og Rådet foreslår, at alle kommuner udarbejder strategier og handlingsplaner for den internationale dimension, og at de udpeger en international koordinator.

Rapport i forlængelse af undersøgelse

Rapporten kommer i forlængelse af en undersøgelse af internationale aktiviteter i grundskolen, som Styrelsen for International Uddannelse netop har offentliggjort. Undersøgelsen viser bl.a., at hver fjerde grundskole ikke har internationale aktiviteter, og at omfanget i nogen grad afhænger af kommunens prioritering af området.

Rådets rapport:
Internationaliseringen der blev væk

Forslag til styrkelse af grundskolens internationalisering, 2010.

Rapporten findes på www.iu.dk/raadet. Den fås også i en trykt udgave. Send en mail til Styrelsen på gv@vtu.dk og angiv titlen.

Undersøgelsen:
Internationale aktiviteter i grundskolen
 er den første kvantitative undersøgelse på området. Den er udarbejdet af Styrelsen for International Uddannelse på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som er sendt til skolelederne af alle folkeskoler, privat- og friskoler, specialskoler samt efterskoler i Danmark.
Undersøgelsen findes på www.iu.dk/publikationer, se under 2010.

Sidst opdateret: 30/05 2010