Videre til indhold | Videre til menunavigation

28/10 2011

Dansk uddannelsesfremstød skal trække kinesiske talenter til Danmark

I oktober deltog Study in Denmark-kontoret atter på den årlige rekrutteringsmesse China Education Expo i Beijing sammen med seks danske institutioner. Samtidig tog styrelsen i samarbejde med Innovationscentret i Shanghai hul på en markedsføringskampagne på udvalgte kinesiske universiteter.

China Education Expo fik dansk besøg

China Education Expo i Beijing fandt sted den 15.-16. oktober. Ud over Study in Denmark-kontoret deltog seks danske uddannelsesinstitutioner på den danske fællesstand: VIA UC, Professionshøjskolen Metropol, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Standen blev besøgt af kinesiske studerende, som i mange tilfælde var meget målrettede. Studerende og forældre havde mulighed for at få større generel viden om Danmark som studieland og stille specifikke spørgsmål til de danske videregående uddannelsesinstitutioner.

Top Talent programmet

I samarbejde med Innovationscentret i Shanghai og seks danske universiteter tog styrelsen ligeledes hul på en målrettet kampagne "Top Talent" på tre kinesiske universiteter i tre forskellige byer.
Top Talent er et program, der skal sikre kinesisk talent til Danmark og danske virksomheder i Kina. Turen gik forbi Beijing Agricultural University, Wuhan University samt Shanghai Jia Tong University i Shanghai, hvor fokus var på hhv. biovidenskab, erhvervsøkonomi og ingeniøruddannelser.

Læs mere om Top Talent programmet og besøgene her.

Study in Denmark-kontoret vil snarest offentliggøre en samlet afrapportering fra turen. 

Sidst opdateret: 01/11 2011