Laver din institution efter-/videreuddannelseskurser for voksenundervisere?
Kan du svare ja, så er deltagelse i en konference i Norge eller Grækenland i efteråret måske lige noget for jer. Formålet er at højne kvaliteten i konferencedeltagernes hjemlige efter-/videreuddannelsestilbud og give dem en europæisk dimension.
Styrelsen for International Uddannelse råder over et begrænset antal EU-tilskud til deltagelse i konferencerne. Læs mere om konferencerne her, og læs mere om, hvordan du søger om et EU-tilskud.
Konference i Sandefjord i Norge, 26.-29. oktober
Konferencens titel er Teaching of Basic Skills. Den er kombineret med et seminar, der specifikt retter sig mod etablering af Grundtvig samarbejdsprojekter om efter-/videreuddannelse.
Konferencens fokus er på udvikling af efter-/videreuddannelseskurser for lærere, der underviser voksne i grundlæggende færdigheder, som her defineres som "literacy and numeracy as well as ICT and second language learning".
Målgruppen for konferencen er repræsentanter fra fx professionshøjskoler med PD-moduler i FVU matematik og FVU læsning, DPU, og alle andre relevante myndigheder, institutioner og organisationer, som står for udvikling af lærerkvalifikationer inden for området.
Konferencen arrangeres af EBSN, European Basic Skills Network, i samarbejde med det norske nationale Grundtvig-kontor.
- Læs alt om konferencen og seminaret på hjemmesiden for Teaching of Basic skills.
Konference i Thessaloniki i Grækenland, 7.-11. december
Konferencens titel er Validation of professional development in Grundtvig courses.
Konferencens har fokus på, hvordan man i planlægningsfasen, og evt. i ansøgningsfasen om EU-tilskud til udvikling af kurser inden for et valgt fagområde, overvejer og beskriver kursernes indhold, nytte, spredningspotentialer og holdbarhed.
Målgruppen for konferencen er alle efteruddannelsesaktører med interesse for kvalitetsudvikling af deres kursusudbud til voksenundervisere og som ønsker, at deres kurser skal have en europæisk dimension.
Konferencen arrangeres af GINCO-netværket. Dette netværk har fået EU-tilskud i en 3-årig periode for at vejlede og støtte aktører i de europæiske lande, der ønsker at udbyde tværeuropæiske efter-/videreuddannelsesaktiviteter for voksenundervisere inden for alle fag/områder.
- Læs alt om konferencen på hjemmesiden for Validation of professional development in Grundtvig courses.
Søg om tilskud til at deltage i konferencerne
Tilmelding til konferencerne foretages på konferencernes ovennævnte hjemmesider. Bemærk eventuelle tilmeldingsfrister (det norske seminar angiver senest 1. september).
Styrelsen for International Uddannelse råder over 2-3 tilskud til deltagelse i hver konference. Bemærk at sidste frist for ansøgning om tilskud er 16. september.
- Du skal ansøge på skemaet til 'Besøg & Udvekslingsophold', som du finder på denne side.
Mere information
Har du spørgsmål om, hvordan du skal udfylde skemaet, er du meget velkommen til at kontakte os på grundtvig@iu.dk eller telefon 3395 7000.




