Videre til indhold | Videre til menunavigation

23/06 2010

Ny beskrivelse af de danske videregående uddannelser på engelsk

Nu foreligger en ny standardbeskrivelse af det danske videregående uddannelsessystem på engelsk.

Standardbeskrivelsen indgår som en del af det såkaldte Diploma Supplement, der skal udstedes som et tillæg til det danske eksamensbevis for alle studerende, der afslutter en hel videregående uddannelse i Danmark, dvs. opnår en erhvervsakademi-, bachelor- eller kandidatgrad eller en tilsvarende grad i efter/videreuddannelsesforløbet.

Understøtter international mobilitet 

Formålet med Diploma Supplement og standardbeskrivelsen er at understøtte den internationale mobilitet for færdiguddannede og studerende, der ønsker at søge arbejde eller tage en overbygnings- eller forskeruddannelse i udlandet. Disse redskaber gør det nemmere for en udenlandsk arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution at forstå, hvilke uddannelseskvalifikationer, der er opnået i den danske uddannelse, og hvordan det danske uddannelsessystem er sammensat.

Godkendt af tre ministerier for videregående uddannelse

Standardbeskrivelsen er udarbejdet af Styrelsen for International Uddannelse i samarbejde med de tre ministerier, som er hovedansvarlige for videregående uddannelse i Danmark: Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet og Kulturministeriet.

Hent standardbeskrivelsen 

Standardbeskrivelsen ligger på Styrelsens hjemmeside under standardbeskrivelse af Higher Eucation in Denmark.

Sidst opdateret: 29/06 2010