Ny mulighed for mobilitet for ungdomsarbejdere
EU-Kommissionen indkalder nu på forsøgsbasis ansøgninger om længerevarende mobilitetsprojekter for ungdomsarbejdere.
Gennem projekterne åbnes mulighed for konkrete individuelle udviklingsforløb, der styrker den europæiske bevidsthed og udvikler stærke partnerskaber mellem de deltagende organisationer.
Nye oplevelser og mulighed for opkvalificering
Udvekslingerne skal især bidrage til, at ungdomsarbejdere bliver bedre til at tilpasse deres arbejde til de unges skiftende behov ved at opleve en helt anden virkelighed i et andet land.
Derudover er der også en meget håndgribelig forventning om, at sådanne ophold vil opkvalificere medarbejderne professionelt ved at give dem større interkulturel forståelse og bedre sprogkundskaber.
Sådan søger du om op til 25.000 euro
Deadline for ansøgninger er 22. oktober 2010, og projekterne skal starte mellem 1. marts og 30. juni 2011.
Der kan søges om op til 25.000 euro. Selve mobilitetsperioden skal vare mellem 2 og 6 måneder.
Læs alt om de specifikke krav på Kommissionens hjemmeside.




