Internationale studerende på danske universiteter,
professionshøjskoler, erhvervsakademier og kunstneriske
uddannelsesinstitutioner er glade for, at de i sin tid valgte at tage
til Danmark for at studere. Faktisk er de mere tilfredse end
internationale studerende i de europæiske lande, vi normalt sammenligner
os med. Det viser en ny undersøgelse blandt mere end 5.500
internationale studerende i Danmark, som det britiske analysebureau
i-graduate har gennemført for Styrelsen for International Uddannelse.
Danmark er blevet bedre til at modtage internationale studerende
I 2008 gennemførte i-graduate en lignende analyse blandt
internationale studerende i Danmark. Dengang pegede de studerende på, at
de i mindre grad var tilfredse med modtagelsen i Danmark. Desuden var
de internationale studerende, der opholder sig i Danmark et eller to
semestre, mere tilfredse med modtagelsen end de internationale
studerende, der følger en hel uddannelse.
Ud fra undersøgelsen kan man konkludere, at Danmark er blevet meget
bedre til at tage imod internationale studerende over de seneste år. De
internationale studerende angiver, at institutionernes
velkomstprogrammer og mulighederne for at møde underviserne er blevet
forbedret. Desuden er det nemmere at få hjælp til at finde bolig.
Samtidig er internationale udvekslingsstuderende og internationale
studerende, der tager hele deres uddannelse i Danmark, nu lige tilfredse
med modtagelsen i Danmark.
Support og socialisering kan stadig forbedres
I 2011 er der dog også rum til forbedring. Særligt fremhæver de
studerende nu, at uddannelsesinstitutionernes supportfunktioner, bl.a.
studie- og erhvervsvejledningen, IT-afdelingen og studenterforeningerne,
ikke lever op til forventningerne. Desuden oplever de internationale
studerende, at det er vanskeligt at møde og blive venner med danske
studerende, og at få råd til at dække de høje bo- og leveomkostninger i
Danmark.
Internationale studerende passer ind på det danske arbejdsmarked
Ifølge de nye resultater arbejder internationale studerende i Danmark
hyppigere ved siden af studierne end internationale studerende i andre
europæiske lande. De er desuden mere tilbøjelige til at have
studierelevant arbejde ved siden af studierne. Men tilknytningen til
arbejdsmarkedet sker ikke på bekostning af studieindsatsen, da de
internationale studerende i Danmark generelt bruger flere timer om ugen
på at modtage undervisning og vejledning end internationale studerende i
andre dele af Europa.