Seminar om dansk-amerikansk uddannelsessamarbejde
Styrelsen for International Uddannelse afholder sammen med Niels Brock seminar om erfaringer med DK-USA programmet mandag den 8. marts 2010.
Undervisningsministrene i Danmark og USA indgik i 2000 en aftale om samarbejde med fokus på de erhvervsrettede uddannelser på erhvervsskoler og community colleges. Der blev i tilknytning hertil etableret et tilskudsprogram, DK-USA programmet, som siden 2002 har givet tilskud til ophold i USA for mere end 800 elever, studerende, lærere og ledere fra erhvervsskoler og -akademier.
Den dansk-amerikanske aftale er nu forlænget til 2012, og der er samtidig blevet bevilget penge til at fortsætte DK-USA programmet for erhvervsuddannelserne.
I den forbindelse afholder Styrelsen for International Uddannelse sammen med Niels Brock et seminar om udbytte og erfaringer fra samarbejde mellem Danmark og USA på erhvervsskoleområdet.
Seminaret finder sted hos Niels Brock, Blågårdsgade 23 B, København mandag den 8. marts 2010 fra kl. 10.00–16.00.
På seminaret vil danske erhvervsskoler og akademier og amerikanske community colleges fortælle om erfaringer med at etablere kontakter og samarbejde på tværs af Atlanten og om udbytte af studie og praktikophold.
Derudover vil Undervisningsministeriet og Styrelsen for International Uddannelse fortælle om det dansk-amerikanske uddannelsessamarbejde, DK-USA programmet og mulighederne for tilskud til ophold i USA.
Seminaret vil være på engelsk, og programmet kan hentes her.
Deltagelse er gratis.
Nærmere oplysninger om seminaret og tilmelding sker ved henvendelse til Lars Møller Bentsen i Styrelsen for International Uddannelse, lmb@iu.dk, eller på telefon 33 95 70 88.
Tilmelding senest den 22. februar.
Oplys venligst engelsk titel i forbindelse med tilmeldingen.




