Videre til indhold | Videre til menunavigation

07/10 2008

Social- og sundhedsassistenter får autorisation

Udenlandske ansøgere skal fremover opnå autorisation for at kunne kalde sig "social- og sundhedsassistent".

Social- og sundhedsassistenter er fra 1. oktober kommet med i gruppen af autoriserede sundhedspersoner, som har ret til autorisation af Sundhedsstyrelsen.

Titlen "social- og sundhedsassistent" – og det, der kan minde om den, f.eks. "sosu-assistent" – er blevet beskyttet, så man kun må benytte titlen, hvis man har fået autorisation fra Sundhedsstyrelsen. Det gælder, uanset om man har en dansk eller en udenlandsk uddannelse.

Autorisationsordningen er indført af Folketinget, som i juni vedtog en ændring af loven om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

Lovændringen, som nu er trådt i kraft, stiller ikke umiddelbart de fungerende social- og sundhedsassistenter over for et krav om autorisation. Men autorisation kan hen ad vejen blive et krav fra arbejdsgiverne.

CIRIUS har de seneste år hjulpet mange især svenske og tyske social- og sundhedsmedarbejdere med vurderinger til brug for ansættelse i Danmark, hvor deres arbejdskraft er efterspurgt på blandt andet plejehjem og i hjemmeplejen. Fremover vil ansøgere, der ønsker at søge job som social- og sundhedsassistent, blive henvist til at ansøge om autorisation.

CIRIUS samarbejder med Sundhedsstyrelsen om at få den nye ordning godt i gang og få overført viden om de forskellige landes uddannelsessystemer fra det hidtidige vurderingsarbejde.

Når det ikke drejer sig om en autorisation, vil CIRIUS fortsat kunne foretage en vurdering. Det gælder for eksempel, når den udenlandske uddannelse svarer til den kortere social- og sundhedshjælperuddannelse.

Læs mere om autorisation af social- og sundhedsassistenter.

Sidst opdateret: 12/08 2009