15/08 2009
Tre forsøg i læreruddannelsen drejer sig om internationalisering
Undervisningsministeriet har netop godkendt en række forsøg inden for læreruddannelsen, som skal foregå i 2009/2010 og 2010/2011. Tre af forsøgene ligger i forlængelse af de anbefalinger, som Rådet for Internationalisering af Uddannelserne fremsatte sidste år.
Flere sproglærere
Et af forsøgene drejer sig om at oprette en international linje på
Blaagaard. Det vil betyde, at de studerende
får engelsk som det første obligatoriske linjefag. Et lignende forsøg
skal foregå på læreruddannelsen i
Vordingborg, hvor engelsk også kan vælges som første
linjefag. Som andet linjefag kan de vælge et andet sprogfag – og med to
sprogfag, kan de uddanne sig til sproglærere.
Tiltrækning af udenlandske studerende
Det var netop en af anbefalingerne i den rapport, som Rådet
udsendte i juni i fjor.
Ved at udbyde engelsk som første linjefag kan udenlandske
studerende nemlig begynde at læse i Danmark, og i løbet af studiet kan
de erhverve sig tilstrækkelige sprogkundskaber i dansk, så de kan
undervise i en dansk skole.
UC Syd har fået godkendt et forsøg, som
er en læreruddannelse for udenlandske studerende – især tyske. Så det
er endnu et tiltag i retning af at tiltrække udenlandske studerende til
Danmark.
Hans Peter Jensen, formand for Rådet for Internationalisering af
Uddannelserne, glæder sig over, at Rådets anbefalinger er blevet
hørt:
”Vi har blandt andet anbefalet, at der skabes et
internationalt læringsmiljø på læreruddannelserne for at styrke de
studerendes interkulturelle kompetencer. Nu glæder vi os til at se
resultaterne af forsøgene.”
Læs mere om Rådets rapport Læreruddannelse
med internationalt perspektiv.
Sidst opdateret:
16/08 2009




