Ta' med til amerikansk kongres for erhvervsskoler
Styrelsen for Universiteter og Internationalisering tilrettelægger i lighed med tidligere år en tur til den årlige kongres i American Association of Community Colleges, AACC i Orlando, Florida i USA, 18.-25. april 2012. Målgruppen er ledere og internationale koordinatorer på erhvervsskolerne.
Vi arrangerer turen som led i det dansk-amerikanske samarbejde på erhvervsskoleområdet, og der er derfor mulighed for at søge om tilskud til dækning af rejseomkostninger gennem DK-USA programmet.
Kongressen kort
Kongressen finder sted 21.-24. april i Orlando, Florida, og i tilknytning hertil arrangerer vi sammen med AACC besøg på community colleges omkring Orlando den 19.-20. april.
AACC Annual Convention foregår i The Orlando World Center Marriott, 8701 World Center Drive i Orlando, Florida. Kongressen omfatter et bredt udvalg af workshops og plenumoplæg om forskellige uddannelsestemaer, herunder også workshops om internationalisering.
Der vil blandt andet blive arrangeret en workshop om samarbejde mellem danske erhvervsskoler og amerikanske community colleges. I konferencecenteret vil der sideløbende med konferencen være en større udstilling/messe for uddannelsessektoren.
Det detaljerede program kommer senere
Der foreligger endnu ikke noget detaljeret program for de mange workshops. Programmet vil ligge klart i løbet af februar, og vil kunne ses på AACCs hjemmeside: www.aacc.nche.edu under events / 92th annual convention.
Program for besøgene på community colleges før kongressen vil blive aftalt med AACC og de amerikanske colleges, når vi ved hvor mange, der tager med.
Transport og ophold
Via AACC's hjemmeside har du mulighed for at reservere hotel overnatning. Se på www.aacc.nche.edu under events/92th annual convention/hotelreservations.
Deltagere sørger selv for at bestille rejse til USA.
Tilmelding til AACC Convention
For at deltage i AACC konferencen skal du tilmelde dig on-line via AACC's hjemmeside
- www.aacc.nche.edu
under events / 92th annual convention / registration.
Tilmeldingsgebyret er på 835 $ for en pakke, der inkluderer en frokost, reception og en middag.
På tilmeldingsblanketten skal oplyses titel. I USA bruger direktører og vicedirektører for community colleges normalt titler som president og vice president.
Om DK-USA-programmet
DK-USA programmet har til formål at fremme samarbejde mellem Danmark og USA inden for erhvervsuddannelserne, og sigtet med turen til Orlando er at udbrede kendskabet til community college-sektoren i USA og at styrke kontakter mellem repræsentanter for danske erhvervsskoler, amerikanske community colleges og AACC med henblik på øget samarbejde over Atlanten.
Tilskud til deltagelse
Du kan søge om tilskud fra DK-USA programmet på 5.000 kr til turen. Betingelsen for tilskud er, at man deltager i det 5 dages faglige program for turen, der omfatter community college besøg 19.-20.april og AACC Convention 22.-24. april. Tilskud kan søges for ledere og koordinatorer fra erhvervsskolerne.
Desuden er der mulighed for at deltage i en forskellige pre-convention workshops lørdag den 21. april mod ekstra betaling.
Efter hjemkomsten indsendes en kort rapport om udbyttet af turen, herunder eventuelt perspektiver for samarbejde med amerikanske colleges.
Nærmere oplysninger og tilmelding til turen til Lars Møller Bentsen i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering på lmb@iu.dk telefon 7231 8926
Af hensyn til planlægningen vil Lars gerne have besked om deltagelse snarest muligt og senest 21. februar.




