Uddannelsesmesse i Hong Kong - her kan din institution blive præsenteret
Styrelsen for International Uddannelse og det danske generalkonsulat i Hong Kong deltager med en stand på en international rekrutteringsmesse i Hong Kong den 12. og 13. marts 2011. Danske videregående uddannelsesinstitutioner har mulighed for at få informationsmateriale præsenteret på messen.
The European Higher Education Fair (EHEF), der sidste år markerede sit 10-års jubilæum, er en fast bestanddel af Hong Kongs årlige uddannelsesaktiviteter. Dette års messe afholdes i weekenden den 12. og 13. marts 2011.
Materiale på den danske stand på EHEF-messen
Videregående uddannelsesinstitutioner har mulighed for at have informationsmateriale liggende fremme på den danske stand, og lade Styrelsen for International Uddannelse og generalkonsulatet i Hong Kong informere og vejlede om institutionens uddannelsestilbud og kontaktadresser. Standen vil være bemandet af medarbejdere fra generalkonsulatet og Styrelsen for International Uddannelse.
Prisen for at have informationsmateriale med på standen er 1.500 kr. inkl. moms. Prisen omfatter fremsendelse af materiale og bemanding på standen.
Rapport fra sidste års messe
Over 5.100 besøgte messen sidste år, og der var repræsentanter fra 13 europæiske lande (Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Holland, Italien, Litauen, Polen, Spanien, Sverige, Schweiz, England og Hong Kong).
Alle disse 13 lande har bekræftet deres deltagelse i 2011 messen, og herudover har flere andre lande udtrykt stor interesse. Afrapporteringen fra 2010-messen indeholder beskrivelse af EHEF, presseomtale, besøgstal samt diverse statistikker.
Såfremt I har interesse i at have informationsmateriale på standen, bedes I sende en pakke med informationsmaterialet, så den er styrelsen i hænde senest fredag den 4. februar 2011. Pakken må indeholde op til 150 eksemplarer af institutionens informationsmateriale eller max 10 kg.




