Udlandsophold gavner karrieren
Styrelsen for International Uddannelse udgiver en opsummering af en række undersøgelser om studerendes udbytte af udlandsophold
Publikationen giver et overblik over de undersøgelser, Styrelsen for International Uddannelse har gennemført blandt studerende, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere for at kortlægge de studerendes udbytte af studie- og praktikophold i udlandet.
Hæftet henvender sig særligt til de videregående uddannelsesinstitutioner, som ønsker indblik i årsagerne til, at studerende vælger at rejse ud eller blive hjemme. Samtidig opsummerer det kort de studerendes og Styrelsens anbefalinger til, hvordan man kan få flere studerende til at tage på studie- eller praktikophold i udlandet.
Undervisningsministeriets strategi for udgående mobilitet
Publikationen udkommer i forbindelse med den store opmærksomhed omkring udgående mobilitet blandt danske studerende i forbindelse med lanceringen af Undervisningsministeriets nye strategi for øget udgående mobilitet på de danske professionshøjskoler og erhvervsakademier.
Undervisningsministeriets strategi er blevet til på baggrund af en række undersøgelser fra forskellige instanser, og tre af Styrelsens ialt seks undersøgelser indgår i forarbejdet til strategien. I den nye publikation fomidles alle seks undersøgelser i kort og overskuelig form.
Hæftet giver et overblik over rapporternes væsentligste pointer i forhold til de nuværende problemstillinger omkring den udgående mobilitet på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. Både studerende og ansatte på landets uddannelsesinstitutioner, samt private og offentlige arbejdsgivere har deltaget i undersøgelserne.
Positiv modtagelse
Undervisningsministeriets strategi blev præsenteret på konferencen ”Flere studerende på studie- og praktikophold – hvordan gør vi?”, som blev afholdt d. 14. december. Et stort antal vigtige aktører var mødt op for at diskutere strategien, blandt andet studievejledere, institutledere og rektorer fra de fleste af landets professionshøjskoler og erhvervsakademier.
Strategien fik en særdeles positiv modtagelse, og der kom vigtige perspektiver og konkrete forslag på bordet i løbet af diskussionerne med undervisningsminister Bertel Haarder. Det gælder om at finde fælles fodslag for en fremtidig indsats for at få flere studerende til at tage på studie- og praktikophold i udlandet.
Publikationens titel er: ”Studie- og praktikophold i udlandet. Undersøgelser af studerendes udbytte og anbefalinger til en styrket indsats på området”, og du kan hente den på vores hjemmeside eller få den tilsendt ved at skrive en mail til os: gv@iu.dk. Husk at skrive publikationens titel og din egen postadresse.




