Afviste unge viser stor interesse for udlandsophold
Når de unge har fået et afslagsbrev fra en videregående uddannelseinstitution, går de i gang med at finde alternativer til ønskestudiet. Mange overvejer muligheder i udlandet - og det kan ses på besøgstallet på udiverden.dk.
Allerede i 2009 kunne tendensen spores. Der er en sammenhæng mellem afslagsbrevene og en stigning i besøgstallet på udiverden.dk.
Tendensen er endnu kraftigere i år
Ved en sammenligning med 2009, der allerede oplevede en stor stigning, viser det sig, at der har været en stigning på hele 46 % i perioden fra brevene dumpede ind ad brevsprækkerne hos de unge. Godt 4.000 har besøgt udiverden.dk i de sidste 10 dage, hvilket er 1.000 flere end sidste år.
Frivilligt arbejde hitter
Det er helt tydeligt siden om frivilligt arbejde i udlandet, der er topscoreren. Her er en stigning i besøg på 123 %. Siden om videregående uddannelse tiltrækker også interesse, dog mere behersket med en stigning på 61 %.
Nyt layout giver hurtigere overblik
Udiverden.dk har for nylig ændret strukturen på siden om frivilligt arbejde for at gøre det mere overskueligt, hvad rejserne koster i forhold til varighed. Det er en klar forbedring, som gør det nemmere at orientere sig i de mange tilbud.
Udiverden.dk er Styrelsens portal for unge, der vil til udlandet for at arbejde eller uddanne sig.




