Videre til indhold | Videre til menunavigation

22/01 2010

Webseminar om internetmarkedsføring

Markedsføringsenheden i Styrelsen for International Uddannelse indbyder til to webseminarer, der omhandler to grundlæggende metoder for markedsføring via internettet: søgemaskineoptimering og betalt reklame.

Internettet udgør den væsentligste informationskilde for internationale studerende, når de skal til at vælge uddannelse. Der er derfor stor konkurrence om placering i søgemaskinerne.

Konkurrenterne på uddannelsesmarkedet er vidt forskellige mht. udbud, kvalitet, organisation og økonomisk råderum. Dette er ikke nødvendigvis afspejlet i søgeresultaterne, hvor uddannelsesinstitutioner, agenter, kommercielle samt statslige organisationer alle konkurrerer om at være nummer ét.

Seminarerne vil belyse, hvorledes det daglige kommunikationsarbejde hænger sammen med søgemaskineoptimering, samt hvorledes kampagner kan knyttes til hjemmesiden.

De to seminarer kan følges som ét forløb eller som to separate enheder. Seminarerne henvender sig til medarbejdere på videregående uddannelsesinstitutioner der arbejder med Internet. Seminaret fokuserer på scenarier i forhold til målgruppen af internationale studerende.

2. marts sætter vi fokus på søgemaskiner og analyseredskaber. 
4. marts handler det om betalt reklame og analyseredskaber.

Formålet er at give en indføring til disse områder, så deltagerne efterfølgende kan udvikle egen praksis indenfor SEO og SEM.

Ved begge arrangementer vil Nicolas Zangenberg og Marius Hartmann stå for undervisningen.

 

Nicolas Zangenberg

Nicolas Zangerberg, Akademiøkonom i markedsføring og service, Search Marketing Director, Google Advertising Professionel og en af Danmarks førende eksperter indenfor online markedsføring.
Nicolas vil fortælle os om sine erfaringer med redskaber og udenlandske markeder.
Læs mere om Nicolas Zangenberg: http://zangenberg.com/

Marius Hartmann

Marius Hartmann, ph.d. og chefkonsulent i Styrelsen for International Uddannelse. Marius vil introducere de forskellige begreber indenfor SEO/SEM og fortælle om sine erfaringer med www.studyindenmark.dk.

Sidst opdateret: 25/01 2010