Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/10 2009: Pressemeddelelse

2 mio studerende har været i udlandet på et Erasmus-ophold

Siden programmets begyndelse i 1987 har 2 mio europæiske studerende været af sted som Erasmus-studerende, heraf 30.000 danske. Europa-Kommissionen fejrer det runde mål ved en officiel konference i Lund under det svenske formandskab.

Erasmus-programmet har givet rigtigt mange studerende mulighed for at komme på et uddannelsesophold i Europa, faktisk har tallet været støt stigende igennem alle årene. Nyligt opgjorte tal viser endda en ekstra stor fremgang i antallet af Erasmus-studerende. I 2007/08 var der i alt 182.697 studerende af sted på et ophold, svarende til en stigning på 14,7 procent i forhold til 2006/07. For de to foregående år var stigningen kun på 3 hhv. 7 procent.

Stort potentiale i praktikophold

Den markante stigning skyldes, at det fra studieåret 2007/08 blev muligt at få tilskud fra Erasmus-programmet til at komme i praktik i en virksomhed i udlan-det. Dette benyttede 20.000 studerende sig af. Også i Danmark er der stor interesse for den nye praktikmulighed. I alt 322 danske studerende benyttede sig af Erasmus-programmet til at tage på ophold på en europæisk arbejdsplads. Det betød, at antallet af udgående Erasmus-studerende steg markant med 26 procent.

”Vi kan gøre det endnu bedre”

Videnskabsminister Helge Sander glæder sig over det store antal af Erasmus-studerende:
”Erasmus-programmet har haft overordentlig stor betydning for internationalise-ringen på uddannelsesinstitutioner i Danmark og Europa. Samtidig har de mange studerende fået en faglig og kulturel oplevelse for livet. Det er flot, at vi har rundet de to mio., og at vi i Danmark kan notere os en fremgang. Men vi kan og skal gøre det endnu bedre.”

”Vi ved fra undersøgelser, at de studerende får et stort udbytte af deres uddan-nelsesophold, og at arbejdsgivere også vurderer udlandsophold positivt. I den sammenhæng er det særligt interessant med den nye mulighed for praktik. Jeg håber, at endnu flere studerende vil benytte sig af at tage til udlandet for at uddanne sig”, siger Helge Sander.  
---
Yderligere kommentarer fra CIRIUS (nu Styrelsen for International Uddannelse) kan fås ved kontakt til kontorchef Morten Overgaard, tlf: 4092 2040.
Læs et interview med den danske Erasmus-studerende nr. 2 million, Svend Rothmann Bonde, som var på praktikophold i Irland. 

Fakta
Erasmus-programmet er finansieret af Europa-Kommissionen og giver bl.a. tilskud til mobilitetsaktiviteter for studerende og ansatte ved videregående uddannelsesinstitutioner i de 31 deltagende lande. Studerende kan få stipendium til et uddannelsesophold, dvs. studier eller praktik, på mellem 3 og 12 måneder.
I 2007/08 rejste 1.996 studerende fra danske uddannelsesinstitutioner på et Erasmus-ophold. Heraf tog 322 studerende på et praktikophold i udlandet.

Sidst opdateret: 05/01 2010