Videre til indhold | Videre til menunavigation

01/10 2010: Pressemeddelelse

EU-pris til sprogprogram for udenlandske læger i Danmark

Et nyt sprogprogram giver udenlandske læger danskkundskaber i forbindelse med ansættelse på hospitaler i Danmark

Nu forstår jeg flere aspekter ved den danske hospitalskultur! Sådan skriver en udenlandsk læge, som har deltaget i et undervisningsforløb i dansk sprog, kommunikation og hospitalskultur målrettet yngre udenlandske læger. En anden deltager kommenterer: Efter mit dansk er blevet bedre, føler jeg, at der er mere respekt omkring min faglige identitet.
 
Undervisningsforløbet er udviklet af Lærdansk Århus og Sprogcenter Viborg, og den 30. september modtog de EU's Sprogpris 2010 for det nyskabende initiativ.
 
Baggrunden for YLVA-projektet var erfaringer og observationer fra sygehusene i Århus og Viborg. De pegede på et behov for at opkvalificere yngre udenlandske læger i kommunikation med patienter og pårørende og med det øvrige sundhedspersonale.
Desuden var der behov for en øget indsigt i dansk hospitalskultur og de værdier, det bygger på, og en forståelse for læringsstrategier og ansvar for egen læring og videreuddannelse.
 
Formålet med projektet er at kvalificere udenlandske lægers kommunikative og sociokulturelle kompetencer med fokus på dansk sprog, kommunikation og hospitalskultur. Undervisningen er meget praksisrettet, og der indgår autentisk materiale som f.eks. journaler og patientsamtaler.
Man håber dermed at sikre, at de udenlandske læger bliver integreret og dermed fastholdt i det danske sundhedssystem.
 
EU's Sprogpris tildeles hvert år nyskabende initiativer, som fremmer sprogindlæring. Temaet i 2010 var ”Sprog i arbejdslivet”.
Prisen, som omfatter et rejselegat og et europæisk diplom, blev overrakt den 30. september på en konference i Roskilde af formanden for Rådet for Internationalisering af Uddannelserne, Hans Peter Jensen.
 
Kontakt:
- Sprogcenter Viborg: Liselotte Blokkebak; 8787 4693, lkb@viborg.dk
- Lærdansk Århus: Marianne Jensen; 5052 8374, marianne.jensen@laerdansk.dk
- Styrelsen for International Uddannelse: Chefkonsulent Svend-Erik Povelsen,
3395 7099, sep@iu.dk
 

Projektets titel er YLVA: Yngre Lægers VidereuddannelsesAktiviteter for udenlandske læger.
Projektdeltagerne er:
- HR Koncern - Region Midtlylland
- Lægeforeningen
- Århus Universitetshospital/Århus Sygehus
- Regionshospitalet Viborg
- HR-afdelinger på sygehusene
- Inside Denmark
- Sprogcenter VIborg
- Lærdansk Århus

Sidst opdateret: 01/10 2010