Fem gode råd - der sikrer videregående uddannelser til et globalt arbejdsmarked
Den globale konkurrence om at tiltrække, uddanne og fastholde talent bliver stadig mere intensiv. 1 % af den globale viden produceres p.t. her i landet. Derfor er det afgørende, at Danmark er i stand til at hente viden i andre lande og tiltrække de dygtigste internationale studerende.
Rådet for Internationalisering af Uddannelserne har på den baggrund udarbejdet fem gode råd til, hvordan ministrene med ansvar for de videregående uddannelser kan sikre uddannelser, der matcher behovene på et globalt arbejdsmarked:
- Skab bedre regler for internationalt uddannelsessamarbejde
- Giv nye muligheder for finansiering af internationalt uddannelsessamarbejde
- Giv alle studerende uddannelser med en international dimension
- Afskaf princippet om balance mellem ind- og udgående mobilitet
- Etabler internationale læringsmiljøer
De fem råd indeholder hver især en række anbefalinger og er tænkt som et oplæg til debat og til inspiration for det afgørende stykke arbejde, der venter forude.
Formand for Rådet, Hans Peter Jensen, udtaler:
- Internationalisering af vores videregående uddannelser kan bidrage til at sikre de studerende kompetencer, der matcher behovene på det globale arbejdsmarked. Men det forudsætter, at der iværksættes en koordineret og målrettet indsats. Vi skal bl.a. rationalisere og revidere de relevante regler, herunder reglerne for finansiering, sådan at vi fjerner de eksisterende barrierer for institutionernes samarbejde med udenlandske partnere.
Anbefalingerne er blevet præsenteret for videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Det forventes, at videnskabsministeren iværksætter en række relevante internationaliseringstiltag for universiteterne i den nærmeste fremtid.
Find hele publikationen Uddannelser til et globalt arbejdsmarked
Læs mere om Rådet
Mere information:
Formand for Rådet, Hans Peter Jensen, kan træffes på tlf: 4060 4711
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen via pressemedarbejder Charlotte Holst på 2221 0200 eller chhh@vtu.dk.




