Videre til indhold | Videre til menunavigation

27/05 2010: Pressemeddelelse

Internationaliseringen der blev væk

Der er fare for, at danske elever bliver delt mellem dem, der i løbet af deres skoletid får interkulturelle kompetencer, globalt udsyn og undervisning i flere fremmedsprog, og dem, der ikke får det.

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne kommer derfor med en række anbefalinger til Undervisningsministeriet og kommunerne, som sikrer, at alle elever opnår de nødvendige internationale kompetencer.

For eksempel foreslår Rådet, at Undervisningsministeriet supplerer folkeskolens formålsparagraf med den internationale dimension, og at der indføres bindende mål for det internationale tværgående emne. Desuden foreslår Rådet, at der indføres en obligatorisk projektopgave i den internationale dimension, som skal gennemføres på 8. klassetrin.

Kommunerne spiller også en afgørende rolle, og Rådet foreslår, at alle kommuner udarbejder strategier og handlingsplaner for den internationale dimension, og at de udpeger en international koordinator.

Formand for Rådet, Hans Peter Jensen, opfordrer Undervisningsministeriet og kommunerne til at handle nu:
- Hvis den danske arbejdsstyrke i fremtiden skal begå sig på et globalt marked, og vi skal sikre vækst og velfærd, er det utroligt vigtigt, at alle skoleelever får international erfaring i løbet af deres skoletid. Sådan som regeringen har sat som mål i sin globaliseringsstrategi. Derfor er det nødvendigt med en præcisering af indsatsniveauet for den internationale dimension i grundskolen.

Rådet har valgt at give rapporten den lidt provokerende titel ”Internationaliseringen der blev væk”, fordi internationaliseringen i grundskolen indtil videre har været sporadisk.

Undervisningsminister Tina Nedergaard har fået forelagt rapporten og siger:
- Undervisningen i folkeskolen skal have globalt perspektiv. Eleverne skal kunne sprog og have viden om andre lande og kulturer for at kunne begå sig i en globaliseret verden. Forslagene i rapporten fra Rådet for Internationalisering af Uddannelserne vil indgå i regeringens opfølgning på det aktuelle 360-graders eftersyn af folkeskolen.

Rådets rapport:

Internationaliseringen der blev væk
Forslag til styrkelse af grundskolens internationalisering, 2010.
Rapporten findes på www.iu.dk/raadet. Den fås også i en trykt udgave. Send en mail til styrelsen på gv@vtu.dk og angiv titlen.

Kontakt:

Formand for Rådet, Hans Peter Jensen, kan træffes på tlf: 4060 4711
Medlem af Rådet, skoleleder Lisa Christensen, kan træffes på tlf: 2441 0725
Sekretær for Rådet, Berit Krøyer Rasmussen, Styrelsen for International Uddannelse, kan træffes på tlf: 3395 7054

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne har til formål at rådgive videnskabsministeren, undervisningsministeren og kulturministeren samt Styrelsen for International Uddannelse om internationalisering af alle danske uddannelser. Rådet skal bl.a. rådgive om mulige tiltag, der kan sikre, at alle unge får en uddannelse med globalt perspektiv.

Læs mere om Rådet på www.iu.dk/raadet

Sidst opdateret: 18/02 2011