Videre til indhold | Videre til menunavigation

14/01 2011

Europa 2020 og ET 2020 - EUs strategier for vækst og uddannelse

Som opfølgning på Lissabon-strategien, som udløb i 2010, vedtog EU i juni 2010 en ny strategi - den såkaldte Europa 2020-strategi. Desuden har ministerrådet vedtaget et strategisk arbejdsprogram specielt for uddannelse: ET 2020.

Fra Lissabon-strategien til Europa 2020

Den fælles EU-strategi for vækst, kaldet Lissabon-strategien, udløb i 2010. Formålet var at gøre Europa mere dynamisk og konkurrencedygtigt for at sikre en velstående, retfærdig og miljømæssigt bæredygtig fremtid for EU's borgere.

Trods indsatsen, blev målene kun delvis opfyldt. Derfor vedtog EU i juni 2010 en ny strategi ved navn ”Europa 2020”.

Tre vækstfaktorer og fem mål

Europa 2020-strategien har identificeret tre væsentlige vækstfaktorer, som skal gennemføres via konkrete aktiviteter i såvel medlemslandene som i EU:

  • intelligent vækst, der fører til udvikling af en videns- og innovationsbaseret økonomi
  • bæredygtig vækst, der fremmer en kulstoffattig, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi
  • inklusiv vækst, der afstedkommer en økonomi med høj beskæftigelse og social og geografisk samhørighed.

Der er sat følgende fem mål for strategien:

  • 75 % af befolkningen mellem 20-64 år skal være i beskæftigelse
  • 3 % af EU's BNP skal investeres i forskning og udvikling
  • 20/20/20 målene for klimaet skal være opfyldt *)
  • andelen af unge, der forlader skolen tidligt, bør være under 10 %, og mindst 40 % af den unge generation skal have en videregående uddannelse
  • gruppen af borgere, der er i fare for at blive ramt af fattigdom, skal reduceres med 20 millioner mennesker.

Flagskibe skal sejle målene i land

For at bidrage til opfyldelsen af disse mål, har EU igangsat en række initiativer, som skal implementeres i medlemslandene. Inden for uddannelse og livslang læring handler det om følgende, såkaldte, flagskibe:

Youth on the move - Unge på vej
Et initiativ som skal gøre den videregående uddannelse i Europa mere attraktive ved at fremme mobilitet.
Som et konkret tiltag bør ledige stillinger i medlemsstaterne i højere grad kunne søges overalt i Europa, og erhvervskvalifikationer og erfaring bør anerkendes reelt.

An agenda for new skills for new jobs
Målet er at skabe de rette forhold for at modernisere arbejdsmarkedet og sikre, at de ansatte opnår færdigheder, der kan sikre vores velfærd i fremtiden, den demografiske udvikling taget i betragtning.
Introduktionen af the European Qualifications Framework er led i dette.

Læs mere

Læs mere om Europa 2020

ET 2020

Det rigtige navn er Strategic Framework for European Cooperation in Education and Training, forkortet til ET 2020.

Arbejdsprogrammet blev vedtaget i maj 2009, og det har fire strategiske mål:

  1. Virkeliggørelse af livslang læring og mobilitet
  2. Højere kvalitet og større effektivitet i uddannelsen
  3. Lige muligehder for alle, social samhørighed og aktivt medborgerskab
  4. Fremme af kreativitet og innovation, herunder iværksætterkultur, på alle uddannelsesniveauer.

Til at understøtte disse strategiske mål, er EU-landene blevet enige om følgende benchmarks, som skal være opfyldt inden 2020:

  1. Mindst 15 % af den voksne befolkning skal deltage i livslang læring
  2. Andelen af 15-årige med ringe færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab skal være mindre end 15 %
  3. Andelen af 30-34-årige, som har gennemført en videregående uddannelse, skal være på mindst 40 %
  4. Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, skal være under 10 %
  5. Mindst 95 % af børn på 4-6 år skal deltage i førskoleundervisning.

Punkt 3 og 4 er også blandt målene for Europa 2020-strategien.

 

*) 20/20/20-målene for klimaet, som blev vedtaget af EU-landene i marts 2007, omfatter:

  • at vedvarende energi i 2020 skal dække 20 procent af fællesskabets energiforbrug
  • at medlemslandene samlet skal reducere CO2-udledningerne med 20-30 procent i forhold til 1990
  • at øge energieffektiviteten med 20 procent.
Sidst opdateret: 24/05 2012