Videre til indhold | Videre til menunavigation

København-processen – relaterede projekter

Nedenfor finder du beskrivelser af fire projekter med dansk deltagelse, som arbejder indenfor København-erklæringens indsatsområde Anerkendelse af kvalifikationer og kompetencer.

VQTS

Europæisk projekt om merit og anerkendelse mellem lande inden for metaluddannelserne

Målet med projektet er at etablere en systematisk procedure for overførsel af kompetencer og kvalifikationer i metaluddannelserne fra et land til et andet. I projektet deltager 7 lande fordelt på 37 organisationer og institutioner fra forskellige regioner i EU. De 7 lande der medvirker er Danmark, Østrig, Italien, Tyskland, Holland, Ungarn og Tjekkiet.

Uddannelserne til industritekniker (maskinarbejder)  og automatikfagtekniker er udvalgte som projektets fokusuddannelser.

Projektet gennemføres i 2003 til 2006 over tre faser:

  • Analysefasen; der foretages en analyse af meritordninger og beskrivelser af kompetencemål. Desuden fastlægges på grundlag af analyse af europæiske erfaringer principper for overførsel af kompetencer mellem lande.
  • Konceptfasen; på grundlag af sektoranalyse beskrives seks modeller om procedure og metode for hvordan man i praksis kan gennemføre tværnational merit i metaluddannelser. Én af modellerne udvælges som eksemplarisk model – efter diskussioner i hvert af de deltagende lande.
  • Realiseringsfasen; der udarbejdes en manual som omhandler:
    -  beskrivelse af proceduren for merit af uddannelseskompetencer og kvalifikationer
    - en brugervejledning om procedure
    - vejledning og instruktion i gennemførelsen af proceduren
    - beskrivelse af hvordan modellen kan anvendes i andre sektorer for erhvervsuddannelse.

I udviklingen af modellen gennemfører unge lærlinge og elever fra deltagerlandene mobilitetsophold i virksomhed og på skole.

Kontaktperson: Svend-Erik Povelsen, Styrelsen for International Uddannelse. E-mail: sep@iu.dk

DEWEBAS – Development of Web based skill tools in the wood technology branch in the EU

Skive Tekniske Skole
Formålet er at bidrage til øget gennemsigtighed, kvalitetsforbedring og europæisk merit i uddannelser indenfor træ- og møbelindustrien. Endvidere har projektet til formål at fremme gensidig anerkendelse af uddannelsessystemerne.

Der udvikles et produkt, der kan bruges til at tydeliggøre de opnåede kompetencer hos personer under uddannelse såvel som i arbejde. Der skal derfor udvikles et web-baseret værktøj bygget op om en database, hvori der sker en ensartet registrering af de erhvervsrettede kompetencer som indgår i træ- og møbelindustriuddannelserne i de deltagende lande. Selve værktøjet kan registrere forskellige typer kompetencer - både de nødvendige basis-kompetencer i en bestemt uddannelse, de uformelle, tekniske kompetencer, der ikke kan dokumenteres ved en egentlig eksamen og personlige kompetencer.

Partnerskabet består af 19 partnere fra seks lande: Danmark, Belgien, Finland, Italien, Tjekkiet og Tyskland.

Fra Danmark deltager Invita køkkener A/S, Snedkerfagets fællesudvalg, Træ-industri-byg, Træets efteruddannelser, Træindustriens uddannelsesudvalg og Undervisningsministeriet.
Kontaktperson: Svend Erik Nissen, Skive Tekniske Skole, e-mail: son@skivets.dk

EUC Hair – European Certification in hairdressing, Hair Net

Dansk Frisør & Kosmetiker forbund
Projektet skal fremme gennemskuelighed og gensidig anerkendelse af færdigheder og kompetencer inden for det europæiske frisørerhverv. Projektet vil udvikle metoder om anerkendelse.

De resultater der opnås i projektet er: En ramme og forretningsplan for et formaliseret samarbejde, en aftale om grundlæggende kompetencer, gensidigt anerkendte procedurer for et system til akkreditering, nyudvikling af de eksisterende standarder, udvikling af nye uddannelsesmoduler og modeller til at fremme inte-ressenternes interesse for et fælles anerkendelsessystem.

Partnerskabet består af 15 partnere fra 9 lande: Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Storbritannien, Tyskland og Østrig. Partnerne er både arbejdstagere og –givere samt uddannelsesinstitutioner.

I Danmark er det EUC syd, som koordinerer projektet.
Kontaktperson: Poul Monggaard, Dansk Frisør & Kosmetiker forbund, e-mail: pm@dfkf.dk

Master in Translation

Handelshøjskolen i Århus
Baggrunden for projektet er et behov for uddannelse af professionelle translatører indenfor mange forskellige felter udover de rent sproglige. Dvs. uddannelse som er rettet mod forskellige sektorer – f.eks. retsvæsen, ingeniørområdet, handel og veterinærområdet. Ofte bruges der her translatører der nok har de rent sproglige kompetencer, men som enten mangler den formelle uddannelse som professionel translatør eller har brug for opkvalificering  indenfor et eller flere fagspecifikke områder.

Det planlagte masterprogram, der udvikles, vil have et europæisk perspektiv og vil blive udbudt af de involverede uddannelsesinstitutioner i fællesskab. Et mål med projektet er at udvikle en fagligt målrettet masteruddannelse der imødekommer behovet for efteruddannelse for praktiserende translatører med forskellig faglig og uddannelsesmæssig baggrund. Et andet mål er at udvikle samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, oversættelsesbureauer og den internationale sammenslutning af translatører.

Partnerskabet består af fem videregående uddannelsesinstitutioner samt seks oversættelsesbureauer med specialer i forskellige brancher. Endvidere deltager repræsentanter fra virksomheder og den internationale tolkesammenslutning (FIT) i projektet.

Fra Danmark medvirker Oversætterhuset, Aarhus Symfoniorkester, Nordea Bank og Systematic Software Engineering.

Kontaktperson: Karen Korning Zethsen, Handelshøjskolen i Århus, e-mail: kkz@asb.dk

Sidst opdateret: 27/09 2010