Mine værktøjer

Videre til indhold | Videre til menunavigation

Dansk køreplan for internationalisering

Flere danske elever og studerende skal tage uddannelse i udlandet, og lærere og forskere skal også være mobile. Antallet af udenlandske studerende i Danmark skal forøges – og de skal betale for undervisningen, medmindre de er fra et EU-land.

Uddannelsessamarbejdet over grænserne skal styrkes, både med europæiske lande og med lande i resten af verden. IT skal spille en væsentlig rolle i internationaliseringen. Og vi skal have mere undervisning på engelsk. Det fremgår af undervisningsministerens og videnskabsministerens redegørelse til Folketinget om styrket internationalisering af uddannelserne.

Regeringen har nu lagt en strategi for internationalisering af de danske uddannelser. Strategien vil blive præsenteret i en redegørelse til Folketinget. Redegørelsen har været imødeset med spænding siden undervisningsministeren på åbningsarrangementet for Uddannelsernes Internationale Dag i 2002 meddelte at hun havde igangsat udarbejdelsen af en handlingsplan for internationaliseringen. Cirius efterlyste i sin første statusrapport en sådan plan, og Cirius har løbende bidraget med idéer og synspunkter.

Med blandt de bedste i verden

Overordnet skal internationaliseringen bidrage til at de danske uddannelser kan måle sig med de bedste i verden, således at danskerne fremover kan stå distancen i internationale miljøer. Regeringen ønsker at understøtte danskere i at studere, forske og arbejde i udlandet, og ønsker samtidig at tiltrække kvalificerede udlændinge. Ligesådan ønsker man at uddannelsesinstitutionerne deltager i samarbejde og konkurrence med udenlandske uddannelser.

Strategien er beskrevet i seks overskrifter med i alt 33 handlingsforslag:

  • Den internationale dimension i uddannelsernes indhold
  • Mobilitet blandt elever, studerende og lærere
  • Brug af IT som et redskab til internationalisering
  • Institutionernes muligheder for at sam-arbejde og konkurrere internationalt
  • Danmarks deltagelse i internationale samarbejdsfora for uddannelse – herunder i internationale sammenligninger af uddannelsessystemerne
  • Opfølgning og evaluering.

Under de seks overskrifter beskrives de mange handlingsforslag i uprioriteret orden. Der er afsat 15 mio kr til særlige initiativer, og herudover er udgifterne kun berørt i forbindelse med IT og stipendier til udlændinge. Forslagene spænder fra konkrete handlinger som regeringen 'vil tage initiativ til' til ideer som man blot vil 'opfordre' uddannelsesinstitutionerne til at gøre noget ved. Andre ideer bliver 'understøttet' og andre igen vil blive 'sikret'.

Brugerbetaling, taxameter og kampagne

Der vil knytte sig stor interesse til redegørelsens udmelding om at udlændinge uden for EU skal betale for uddannelse i Danmark. Man bryder her med princippet om at uddannelse er et gratis gode som ikke skal underlægges kommercielle vilkår. Gevinsten er at Danmark kan tiltrække flere udenlandske studerende, og dermed i lighed med andre lande komme til at spille en rolle på det internationale uddannelsesmarked, således at kvaliteten af dansk uddannelse løftes.

Også tilsagnet om at de korte videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne kan få taxametertilskud til udvekslingsstuderende, vil få stor betydning. En sådan ordning, som i forvejen kendes fra universiteterne, vil kunne blive et reelt incitament for ildsjælene på erhvervsskolerne til at arbejde med mobilitet og internationalisering.

Lærerne er afgørende for at uddannelserne får en international orientering. Det vil derfor blive hilst velkommen at Undervisningsministeriet vil tage initiativ til en kampagne for at fremme internationaliseringen på institutionsniveau. Kampagnen kan bygge videre på det arbejde som er gjort i Cirius siden starten i 2000, og som har betydet at Cirius er blevet mødestedet for de mange som på skolerne og universiteterne interesserer sig for internationale forhold. Kampagnen omfatter blandt andet en pulje hvorfra der kan gives økonomisk støtte til projektforberedelse og rejser.

IT og sprog - og alt det andet

Regeringen vil fokusere på øget brug af IT på alle klassetrin i folkeskolen via efteruddannelse og indkøb af computere til 3. klassetrin. Derudover skal der arbejdes mere med forskellige former for e-learning og udnyttelse af de muligheder der ligger heri. Regeringen vil opfordre uddannelsesinstitutionerne til alene eller i konsortier at engagere sig på markedet for elektronisk formidlede uddannelsestilskud, og det nævnes også at man vil undersøge mulighederne for at etablere en elektronisk undervisnings- og uddannelsesplatform for danske elever, studerende og borgere der opholder sig i udlandet.

Fremmedsprog spiller også en stor rolle i internationaliseringen, og redegørelsen lægger op til at vi får mere undervisning på engelsk. Og lærernes engelskkundskaber skal styrkes så de kan klare denne undervisning. Det anbefales at alle skoler og institutioner formulerer en politik for sprog og kommunikation.

Regeringen vil sikre at den internationale dimension kommer til at indgå når lovgrundlaget for en uddannelse ændres, og samtidig opfordres institutionerne og amter og kommuner til at medtænke de internationale forhold i planlægning og målsætninger, og at synliggøre det internationale arbejde.

Regeringen vil også fastholde muligheden for at tage SU med til studier i udlandet i indtil fire år, og redegørelsen ønsker generelt at Danmark skal markere sig så stærkt som muligt i alle former for internationale samarbejdsfora inden for uddannelse. Det understreges at Danmark fortsat skal deltage i de internationale sammenligninger der foretages af blandt andre OECD.

Ny international enhed
Redegørelsen bebuder også organisatoriske forandringer, idet undervisningsministeren vil sammenlægge Cirius, CVUU samt andre opgaver i en særlig forvaltningsenhed i Undervisningsministeriet. Til enheden knyttes en rådgivningsstruktur således at eksisterende udvalg kan videreføres.

Afslutningsvis nævnes at der skal udvikles metoder til at følge og diskutere internationaliseringens langsigtede effekt, fx forbedrede statistikker, og senest sommeren 2007 skal der foretages en evaluering af den samlede uddannelsessektors arbejde med internationaliseringen.

April 2004

Sidst opdateret: 05/05 2009