
Europa-frivillig
Hvad er europæisk volontørtjeneste?
Europæisk volontørtjeneste / European Voluntary Service (EVS) er et tilbud til unge om at tilbringe 2-12 måneder i udlandet og udføre frivilligt arbejde. Længden af et volontørprojekt må inklusiv forberedelse og evaluering ikke overstige 24 måneder.
Arbejdsområderne dækker socialt arbejde, miljø, kunst og kultur, sports- og fritidsaktiviteter. Europæisk volontørtjeneste giver modtagerorganisationerne en mulighed for at få tilknyttet en ung person fra et andet land, som kan give en hjælpende hånd og evt. bidrage med idéer til andre måder at gøre tingene på. Der er tale om ulønnet arbejde på fuld tid, som skal være til gavn for lokalsamfundet. Til gengæld skal værtsorganisationen udpege en vejleder, der gennem hele volontøropholdet står til rådighed for volontøren.
Bemærk: Volontøren kan ikke deltage i farligt arbejde som fx humanitært hjælpearbejde i katastrofeområder eller lignende.
Et volontørophold kan finde sted i både programlande og nabopartnerlande. Alle volontøraktiviteter skal dog involvere mindst ét EU-medlemsland. Læs mere om volontørtjeneste i partnerlande udenfor EU.
Hvem kan deltage?
EVS er åben for alle unge mellem 18 og 30 år, som enten bor i et programland eller et partnerland. Unge på 16-18 år, der pga. et handikap eller af sociale årsager ikke vil kunne gennemføre et længerevarende ophold, kan deltage i et ophold på ned til to ugers varighed.
Individuelle eller gruppeprojekter
Et volontørprojekt kan gennemføres både individuelt og i grupper. Det er også muligt at kombinere individuelle aktiviteter og gruppeaktiviteter i det samme projekt. En individuel volontøraktivitet involverer en enkelt volontør, en sendeorganisation og en værtsorganisation. Mens gruppeaktiviteter giver flere frivillige mulighed for at arbejde sammen, enten i:
- en værtsorganisation i det samme land
- forskellige organisationer i det samme land
- forskellige organisationer i forskellige lande
Dog må der højst være 100 frivillige i den samme værtsorganisation. Hvis projektet involverer deltagere fra partnerlande, må antallet af volontører fra partnerlande ikke overstige antallet af volontører fra programlandene.
Partnere
Der kræves tre partnere for at etablere et volontørophold:
- En volontør
- En sendeorganisation
- En værtsorganisation
Uanset antallet af sendeorganisationer og værtsorganisationer, volontører og aktiviteter skal der kun sendes én ansøgning pr. projekt. Derfor er det vigtigt, at der udpeges en projektkoordinator, som ansøger på vegne af alle projektpartnerne. Projektkoordinatoren kan fx være værtsorganisationen eller sendeorganisation i projektet. En projektkoordinator kan ligesom sendeorganisationen og værtsorganisationen være en NGO, en forening, en lokal myndighed mm. Læs mere i ansøgningsvejledningen og se også ansøgningsskemaet.
Finansiering
Hvis ansøgningen godkendes kan sendepartnerne og værtspartnerne få tilskud til forberedelse af opholdet, forsikring (ansvar og skade, men ikke indbo), administration, kost og logi mm. Derudover får volontøren et fast beløb i lommepenge under hele opholdet og får dækket alle sine rejseudgifter.
Bemærk: Tilskuddet er baseret på princippet om medfinansiering med andre offentlige og/eller private bidrag. De samlede projektudgifter dækkes derfor ikke af programmet alene.
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal sendes til Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, og der er tre årlige ansøgningsfrister:
1. februar, 1. maj og 1. oktober.
Søg i god tid - mindst 3 måneder før volontøren skal afsted.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til ungdom@iu.dk
Du kan få svar på de mest almindelig spørgsmål her: FAQ
Youthpass
Alle deltagere modtager et Youthpass som dokumentation for læringsforløbet. Se nærmere på hjemmesiden for Youthpass.




