Videre til indhold | Videre til menunavigation

aktiveunge

East meets west for community volunteering

-FORDI FRIVILLIGT ARBEJDE ER NØDVENDIGT en artikel af Flemming Jørgensen Esbjerg Ungdomsskole

I nedenstående artikel, har Flemming Jørgensen fra Esbjerg Ungdomsskole skrevet om sine oplevelser i forbindelse med en ungdomsudveksling i Rusland. En udveksling med fokus på miljø og frivilligt socialt arbejde.

Baggrund

VelkomstI Danmark hører man ofte om, at det er svært at få frivillige med i diverse foreninger og organisationerne. Om folk har for travlt, eller de blot mener, at de allerede har vist etpersonligt engagement via skattebilletten, skal være usagt. I Rusland er det anderledes. Her er der et enormt behov for frivillige hænder, men her betales der ikke via skattebilletten til mange af de funktioner, der for os danskere er en helt naturlig del, af det vi kalder velfærdssamfundet. Enten bliver funktionerne ikke varetaget, eller også tager frivillige sig af arbejdet. Det gamle ordsprog om, ”at den der lader sit ansvar ligge – tror vist at han har det ikke”, lever i bedste velgående i Rusland, og specielt når det gælder de offentlige myndigheder. 

Projektet

TogturenEsbjerg Ungdomsskole havde derfor sagt ja tak til at gå med i en ungdomsudveksling, fra den 5. – 12. maj 2007, der skulle sætte fokus på det frivillige arbejde i lokalsamfundet. Ungdomsudveklingen foregik ca. 675 km. øst for Moskva, i byen Cheboksary i den autonome Republik Chauvasien. Det var første gang, at Cheboksary var involveret i en ungdomsudveksling, hvilket var kommet i stand efter en studietur i sommeren 2006, arrangeret af SALTO EECA, der fokuserede på ungdomsarbejde i byerne langs floden Volga.

Udover de lokale arrangører, deltog gamle samarbejdspartnere fra Palovsky Posad (60 km fra Moskva) og fra Warwickshire Association of Youth Clubs i England. 

Forberedelser og indkvartering

På det forberedende besøg havde vi besøgt flere steder, blandt andet et sanatorium uden for byen, men da det var under renovering, og de ikke kunne love os, at det var færdigt til vores udveksling, valgte vi i stedet at indkvartere os på et hotel i udkanten af byen. Der var fordele og ulemper ved denne løsning. Fordelen var, at vi var tæt på alt ting og ikke skulle bruge en masse penge på transport. Ulempen var, at der var andre gæster på hotellet, som følte sig generet af de unge, for når de var klar til 3. halvleg om aftenen,  foregik det ofte på gangen!

Derudover havde vi været nødt til at lave en aftale med den lokale skole om at låne nogle lokaler, samtidig med at der var undervisning på skolen. Dette var ikke optimalt. Et sanatorium eller lign, hvor det hele er samlet, vil være at foretrække for fremtiden. Det skal nævnes, at vi bevidst valgte, at deltagerne kunne bo på værelse med nogle fra samme nationalitet, så de havde et frirum i det interkulturelle miljø.  Samtidig havde vi fordelt værelserne, så ingen boede ved siden af nogle fra deres egen nationalitet. Var dette træk genialt – nej nærmere naivt, da det meste alligevel foregik på gangen, og at folk naturligt altid søger hen mod dem, som de mener at have mest tilfælles med.

I forbindelse med det forberedende besøg havde vi besøgt forskellige institutioner, skoler, hospitaler, børnehjem, ungdomsfængsel mv., for på forhånd at finde frem til nogle steder, hvor vi kunne lave lokale projekter. Vi kunne selvfølgelig have ladet det være op til deltagerne selv at definere, hvad de ville lave, men vi havde på forhånd fået nogle ønsker fra vores værter i Cheboksary om bestemte indsatsområder, hvilket naturligt nok krævede en vis koordinering.

Indsatsområder og samarbejde

Efter en veloverstået tur på 12 timer med nattoget fra Moskva til Cheboksary blev vi modtaget på banegården af folk i deres nationale dragter, der bød os velkomne og ønskede os et sundt helbred og et langt liv.

De første par dage på udvekslingen gik med alt ”det traditionelle” – men måske alligevel noget af det vigtigste, at få deltagerne til at lære hinanden at kende, at blive trygge ved hinanden. Det gik hurtigt op for os, at deltagerne fra Cheboksary ikke var så habile til engelsk, som vi havde fået indtrykket af fra deres leder. Desuden havde de tre øvrige grupper et forspring på 12 timer fra nattoget, hvor de allerede havde fået skabt en fælles forståelsesramme for det at være sammen. Efter et par dage med samarbejdsøvelser og lege, blev vi på 3. dagen mere konkrete. Vi havde fra det forberedende besøg valgt fire indsatsområder ud, som der kunne arbejdes med i de lokale projekter, og dem fik deltagerne nu mulighed for at stifte bekendtskab med, så de vidste, hvilke muligheder der var. Vi besøgte et børnehjem, et ungdomsfængsel, en skole og blev introduceret til den stigende miljøforurening omkring Volgas breder og skovarealer. Det var ikke spildvand fra de store fabrikker, der her var fokus på, men mere på almindelig folks hensynsløshed.

Aktiviteterne

Efter at have fået opdelt deltagerne efter en, synes vi selv, snedig fordelingsnøgle, blev de næste par dage brugt til at introducere deltagerne til en projektmodel, hvor de kom fra ideudvikling til konkretisering. I dette arbejde var det meget tydeligt, at både englænderne og deltagerne fra Palovsky Posad havde deltaget på tidligere ungdomsudvekslinger, og de danske deltagere havde mange kompetencer med fra skolesystemet. Vi havde samtidig delt de 4 grupper op i 8, så der ikke blev for mange i hver gruppe, og der var således to grupper på hvert projektområde, til at genere endnu flere ideer.

Udpluk fra de enkelte projekter

Kampagne mod forurening af floden Volga:

Gruppen udarbejdede en brochure og planlagde en underskriftindsamling, som den lokale gruppe fra Cheboksary kunne arbejde med efterfølgende. Derudover tog man ud til et populært udflugtsmål og begyndte at rydde skoven og strandene for affald. Man havde snedigt nok fået kontakt med et lokalt tv-hold, så der kunne sættes yderligere fokus på problematikken.

 

En dag på børnehjemmet:

Børnehjem_-_børnene_opfører_teater.JPGFørst blev det til lidt havearbejde ude foran børnehjemmet, hvor der skule samles nedfaldne blade. Derefter blev gruppen delt i to. En lavede teater med børnene, og en anden gruppe gik sammen med teenagerne og satte fokus på mode og kultur.  Senere var de i køkkenet for at lave en kage. Det hele kulminerede med en lille fest, hvor børnene spillede teater for de unge, der til gengæld havde pyntet op og bød på kage og saftevand.  

En dag i ungdomsfængsel:

Drenge, der på en eller anden måde har fået en skæv start på tilværelsen, var anbragt på dette sted, der dog mest af alt mindede om en skole. Det var også sådan fængselsinspektøren selv så det. Der blev leget en hel del denne dag, og så skulle de unge selvfølgelig lære at sige nogle ord på de forskellige sprog og lære noget om de enkelte lande. Dagen blev sluttet af med en fodboldkamp og fællesspisning i kantinen. 

En dag på skolen:

Denne gruppe havde også fokuseret på, at lære de unge noget om de enkelte lande, og da de havde engelsk- undervisning, lavede de en tal leg på engelsk, og de fik også lært nogle ord på dansk. Der blev sunget nationalsange, og børnene lærte en sang på engelsk. Gruppen lærte til gengæld en russisk dans af børnene. Børnene var meget disciplinerede og rejste sig op, hver gang de talte. I løbet af dagen fandt gruppen ud af, at skolen manglede en bus, og da vi havde et par musikere blandt deltagerne, arrangerede de lynhurtigt en indsamlingskampagne foran det lokale supermarked. 

Det generelle indtryk og udbytte af udvekslingen
Ideen, med at de unge skulle indgå i et frivilligt stykke arbejde, var rigtig god. Både fordi deltagerne kom til at arbejde sammen på tværs af nationaliteter og kulturer, de fik afprøvet en projektmodel i praksis, og via de fleste projekter fik de indblik i en del af den russiske virkelighed i skolerne, børnehjem mv. Begge de russiske grupper har efterfølgende arbejdet videre med enkelte projekter. Gruppen fra Cheboksary har sat fokus på miljø, og gruppen fra Palovsky Posad udenfor Moskva kommer nu fast på et børnehjem en gang om måneden. Den engelske gruppe arbejder i forvejen sammen, hvor den danske derimod er spredt ud på mange forskellige projekter og foreninger.

Deltagernes kommentarer
Når vi som ungdomsskole involverer os i ungdomsudvekslinger, er det først og fremmest for, at de unge kan opleve kulturmødet med andre unge, forhåbentligt få gjort op med nogle fordomme, og få sat sit eget liv i perspektiv. Men nu betyder en ungdomsudveksling ikke nødvendigvis den store revolution på alle fronter, hvilket nogle af tilbagemeldinger fra de danske deltagere vidner om:

  • Russerne (specielt dem fra Cheboksary) smiler sjældent, men er meget venlige 
  • Der var meget beskidt, slidt, gråt, trist
  • Maden var ikke specielt god,  der var alt for meget olie i 
  • Dårlige veje 
  • Ingen striber på vejene og ved fodgængeroverfeltet 
  • Tydeligt at det er storbyen (Moskva), der får de fleste penge
  • Svært at få postkort (måske er de ikke vant til turister)
  • Der er ikke så mange reklamer i bybilledet
  • Butikkerne gør ikke meget ud af facaden, og der er ikke meget service i butikkerne - Vareudbuddet er ikke så stort.
  • Der er tiggere på gaden
  • Deres tøjstil ligner noget fra sidst i 80'erne eller først i 90erne -
  • De russiske piger taler om at blive gift og blive en god husmor.
  • Ligestilling virker til at være en by i Rusland! - De russiske piger taler ikke om sex, og drikker næsten ikke – modsat de russiske drenge

Konklusion

Det var tydeligt, at ungdomsudvekslingen og projekterne havde været en meget stor oplevelse for alle deltagerne. Mødet med de russiske børn og unge havde efterladt et stort indtryk hos mange, og de havde fået øjnene op for, hvor godt vi har det i Danmark. Flere af deltagerne gav udtryk for, at de meget gerne ville af sted igen, da de havde fået mod på at møde nye ukendte kulturer.

 

Sidst opdateret: 18/10 2011