Videre til indhold | Videre til menunavigation

aktiveunge

Innovativt ungdomsinitiativ med fokus på temaet frihed.....

Danse- og performance gruppen MomAndDad havde skrevet og tilrettelagt forestillingen "Frihed!?", som blev vist under åben himmel på Nørrebro i København i september 2008. Forestillingen var en del af den historiske festival Golden Days, der dette år satte fokus på mellemkrigstidens København.

Projektet

Gruppen MomAndDad havde lavet et flot totalteater over emnet "frihed" i forbindelse med The Golden Days Festival i København. Temaet for årets festival var:

MomAndDad2_284337d

" København i Mellemkrigstiden – funkis, frisind og fascisme". Med forestillingen "FRIHED!?" forsøgte gruppen at trække linjer fra fortid til nutid og inspirere publikum til at reflektere over begrebet frihed før og nu.

Forestillingen iscenesatte den menneskelig stræben efter frihed ved at tage udgangspunkt i mellemkrigstidens København, en periode der var karakteriseret ved mange gadekampe, et stærkt politisk arrangement og diskussioner om demokrati.


Forestillingens primære udtryksform var dans, og danserne forsøgte gennem dansen at illustrere begreberne frihed kontra ufrihed. Foruden de tre dansere var der også en kvindelig skuespiller, der gennem korte monologer reflekterede over spørgsmålet: Hvad er frihed?

Kulissen var en sammensætning af lyd og billeder lavet særligt til lejligheden. Skiftende videosekvenser projiceret op på væggen sammen med en blanding af lyde og musik understregede begivenhederne på scenen. Forestillingen blev vist tre gange og formåede at tiltrække over 500 mennesker, de tre dage den spillede.

Arbejdsmetoder

Gruppens 10 medlemmer var i fællesskab med til at udvikle forestillingens koncept gennem løbende møder og prøver på forestillingen. Opgaverne blev fordelt på forhånd ud fra de enkelte deltageres kompetencer inden for musik, drama og multimedier. Flere af gruppens medlemmer var under projektforløbet i udlandet for at studere, derfor brugte de bl.a. SKYPE og andre kommunikationsformer til at opretholde samarbejdet i de tidsperioder, hvor gruppen var spredt over flere lande.

Pressearbejde

Forestillingen var en del af Golden Days arrangementet og blev derfor omfattet af festivalens generelle pressearbejde. Gruppen havde stor gavn af samarbejdet og fik herigennem adgang til festivalens pressenetværk og løbende råd og vejledning. Festivalens presseansvarlige tog sig af de store medier som fx Politikken og Urban, mens gruppen selv lavede en facebook- gruppe og sendte pressemeddelelser ud til diverse medier. Denne del af promoveringen var en succes, og forestillingen opnåede omtale i både Urban, Metro Express, Politikkens webavis, samt Kopenhagen.dk og kunsten.dk. Sideløbende iværksatte gruppen også sit eget pressearbejde i form af pressemeddelelser og produktionen af flyers, som blev distribueret på cafeer og restauranter.

Glimmerbananer og promotion

For at gøre yderligere reklame for teaterstykket hængte gruppen 200 glitterbananer op over hele byen med reference til Golden Days festivalens fejring af Josephine Baker.

3

Denne fantasifulde reklamekampagne resulterede ikke alene i omtale i flere af de store landsdækkende aviser men øgede også synligheden af Aktive Unge betydeligt.

Sidst opdateret: 18/10 2011