Videre til indhold | Videre til menunavigation

aktiveunge

Unge sætter fokus på medborgerskab

Byggeforeningen Åbakkehuse var i august 2010 vært for en ungdomsudveksling med unge fra England, Israel og Italien. Hovedtemaet for udvekslingen var fremtidens verdensborger.

Udvekslingen ”One World Youth Gathering 2010” var den fjerde i rækken af årlige internationale ungdomsudvekslinger med fokus på temaet verdensborger. Den første ungdomsudveksling blev afholdt i Israel i 2007 og i de følgende år var organisationer fra Italien og Wales værter. I 2010 var turen så kommet til Danmark nærmere bestemt den lille by Mern uden for Vordingborg.

Fra lokalt til globalt perspektiv 

De danske initiativtagere til udvekslingen var byggeforeningen Åbakkehuse og den tilknyttede børne- og ungdomsforening kaldet Den Blå Paraply, der har til formål at lave forskellige kreative, sjove og lærerige aktiviteter for børnene i Åbakkehuse.

Åbakkehuse - workshopaktiviteter
De unge lader kreativiteten få frit spil

Idéen bag det valgte tema var, at med til et trygt nærmiljø hører også en tryg tilgang til verden. Målet med udvekslingen var derfor at bygge bro mellem det lokale og det globale samfund, og at give de unge de bedst mulige forudsætninger for at blive gode verdensborgere.

Værter for første gang

Åbakkehuse startede projektet med at tage kontakt til andre landsbyprojekter/byggeforeninger i Danmark og i verden. Herigennem begyndte et spirende internationalt samarbejde, som senere ledte til at Åbakkehuse blev spurgt om de ville være vært for den næste "One World Youth Gathering". Svaret var JA! Selvom det var første gang Åbakkehuse deltog i og var vært for en ungdomsudveksling. Det var også første gang at One World Youth Gathering skulle foregå i Danmark

Et internationalt forum under åben himmel

47 unge i alderen 15 -25 år deltog i udvekslingen, som sammenlagt varede 9 dage. De unge kom fra ungdomsorganisationerne Gemma Blu Association fra Italien, Shalom Template Movement fra Israel, The Pendragon Movement fra England og selvfølgelig Den Blå Paraply fra Danmark.

Alle deltagerne blev indkvarteret i telte og lavede mad i et fælles udekøkken. Derudover havde de også et stort telt til rådighed hvor alle kunne samles i forbindelse med måltider og fællesaktiviteter. 

Under udvekslingen deltog de unge i mange forskellige typer workshops bl.a. kreative workshops med fokus på kunst, musik og byggeri. Men de beskæftigede sig også med fx. kønsroller, hvor de unge gennem lege og opgaver skulle blive klogere på det modsatte køn. Derudover var der afsat tid til ture uden for lejren bla. en Tivolitur og en lang gåtur ved Møns Klint  

Åbakkehuse - byggeri
Deltagerne i gang med at bygge et bålhus

Alle deltog i de praktiske opgaver som oprydning, madlavning, klargøring i forhold til aktiviteter, vedligeholdelse af lejren etc. i grupper med en deltager fra hvert land.

Mangfoldighed

To af deltagerne var handicappede (Downs syndrom), hvilket gjorde et stort indtryk på alle, og flere af de unge fremhævede, at det havde været en positiv oplevelse og havde øget deres forståelse for mennesker med handicap.

Udover at have det sjovt og knytte venskaber handlede udvekslingen i høj grad om at samarbejde på tværs af kulturer, og om at øge de unges forståelse og tolerance overfor andre kulturer. Men vigtigst af alt at skabe et trygt miljø, hvor der er plads til alle unge uanset kultur, religion, køn eller handicap –  hvilket i høj grad var et mål, der blev indfriet:

 ” Ungdomslejren har ændret noget i mig. Jeg kan se det skønne ved det enkle liv uden computer og fjernsyn, hvor man bare er sammen med mennesker, man holder af…(og tilføjer) selvom man ikke forstår hinanden til at begynde med og aldrig tror, at man kan blive venner, så opdager man, at der noget i alle, man kan holde af”  (Eline 16 år)

Resultaterne

Projektet var motiveret af et ønske om at skabe et internationalt forum for unge med fokus på menneskelige værdier - i en tid hvor den kommende generation står overfor store globale udfordringer på mange forskellige områder. At deltage i en ungdomsudveksling har i høj grad påvirket de unge, og det de har lært ved at deltage har givet dem mod på mere. Som denne forælder efterfølgende bemærker:

”Det er sjovt at se de mange små ting min søn har fået ud af ugen. Tolerance, sej engelsk accent, empati for andre nationaliteter og mennesker med handicap. Han har fået lyst til at rejse og lære sprog og er blevet bedre til at håndtere kriser.

Åbakkehuse leg
Deltagerne i gang med en leg

Der er ingen tvivl om at udvekslingen har efterladt et varigt indtryk. Generelt er deltagerne vendt tilbage med øget åbenhed og interesse for andre kulturer og globale spørgsmål og ikke mindst et helt nyt netværk af venner.

Denne positive oplevelse har ligeledes påvirket de unges lyst til at lære mere og til at gå i skole. Arrangørerne har fået flere tilbagemeldinger om, at de unge er vendt tilbage med en øget motivation for at studere og gå i skole.

Moren til en af deltagerne med Downs Syndrom har efterfølgende fortalt, at efter Lorenzo er vendt tilbage fra udvekslingen, er han begyndt i skole igen og har fået mod på at studere.

 

Sidst opdateret: 18/10 2011