
Venner giver mening
En gruppe unge tog initiativ til et projekt de kaldte ”Nexus – fordi venner giver mening”.
Nexus er et sted hvor unge med forskellig baggrund kan mødes. Formålet er at give de unge et netværk så de ikke føler sig ensomme eller udenfor. Ensomhed er et stort problem blandt unge i dag, og det er vigtigt at gøre noget ved dette problem.
Netværk og aktiviteter
Ved at give de ellers ensomme unge nogle rammer hvor de kan møde andre unge i samme situation, har projektet også en forebyggende funktion, forstået på den måde at de unge ikke begynder at drikke eller ryge stoffer.
Et godt eksempel på et Ungdomsinitiativ
Projektet er et godt eksempel på et Ungdomsinitiativ. De unge har selv fået ideen til projektet og gennemfører det selv. Derudover er der en masse andre unge der får gavn af det. Der er en tydelig lokal forankring og lokal opbakning til projektet i og med den lokale ungdomsklub stiller lokaler og materiale til rådighed. De unge har desuden kunnet skaffe medfinansiering andre steder fra. Under hele forløbet vil gruppen tage kontakt til andre ungdomsgrupper i Europa for at give projektet en europæisk dimension og selv hente inspiration til hvordan de kan gøre deres eget projekt bedre. Som opfølgning vil initiativgruppen muligvis gennemføre et netværksprojekt, som også er en aktivitet i Ungdom, sammen med en anden europæisk gruppe unge.
Initiativtagerne hjælper de andre unge med at skabe et netværk og tilbyder dem et sted at mødes. Nexus er et sted hvor de unge kan slappe af, hygge sig, snakke sammen, lære hinanden at kende og få mulighed for at knytte venskaber. En vigtig del i Nexus-projektet er de særlige arrangementer, fx gokart, beach party, skovtur, rundvisning i Folketinget, besøg i en skøjtehal, koncerter mm, der giver de unge fælles oplevelser. Initiativgruppen inddrager de unge i planlægningen af de konkrete arrangementer, og de bliver således inspireret til at forblive aktive, fx i lokalsamfundet.




