Videre til indhold | Videre til menunavigation

19/05 2011

Tag til udlandet

Hundredvis af unge europæere er i disse dage samlet i Bruxelles for at diskutere en række europæiske problemstillinger som eksempelvis ungdomsarbejdsløshed.

Join In
Ungdomsugen 2011
Speak Up
Ungdomsugen 2011

De deltager i forskellige workshops, hvor flere forskellige muligheder bliver drøftet.

Klar målsætning fra EU

I EU lægger man ikke skjul på, at en af løsningerne på den nuværende krise er at få unge til at tage en videregående uddannelse, og de skal være villige til at studere og arbejde i udlandet.  

Det var også budskabet fra EU-kommissionens formand José Manuel Durão Barroso, da han deltog i European Youth Weeks arrangement ’Youth on the Move – Make it Happen’ i Antwerpen tirsdag den 17. maj 2011.  

Formanden pointerede flere gange, hvor vigtigt det er, at unge tager en videregående uddannelse, samt at vi skal fremme vores mobilitetsevne og hjælpe unge med at blive egnet til et job:

”I EU-Kommissionen arbejder vi for at give unge bedre muligheder – hvad enten det handler om at studere i udlandet, udvikle nye kompetencer eller få det første job. Uanset om de vil studere eller arbejde, så bør hele Europa være deres hjemland. Vi vil give nyt liv til det system, der gør disse ting mulige, for vi ved, at den frie bevægelighed afhænger af mange ting som for eksempel at sikre, at unges eksamensbeviser og kompetencer anerkendes over hele Europa,” lød det blandt andet fra Barroso. 

Nyt Eurobarometer offentliggjort

Ifølge undersøgelsen, Eurobaromer, som EU netop har offentliggjort i forbindelse med Ungdomsugen, er 53 procent af de unge europæere villige til at arbejde i udlandet. Der er dog nogle bump på vejen, for mindre end tre procent af Europas befolkning bor i øjeblikket uden for deres hjemland.

”Undersøgelsen viser, at unge er villige til at arbejde i udlandet, og det er gode nyheder for Europa. Der er dog desværre stadig mange forhindringer. Vi bliver nødt til at gøre det lettere for unge at studere og arbejde i udlandet, og vi skal gøre mere opmærksomt på den økonomiske støtte, som EU giver gennem for eksempel Erasmus-programmet. I dag er to af de største udfordringer ungdomsarbejdsløshed og lav økonomisk vækst, og mobile studerende og en mobil arbejdskraft er en del af løsningen,” forklarer Androulla Vassiliou, der er EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom.

Du kan se hele Eurobarometer-undersøgelsen på Kommissionens hjemmeside, dog kun på engelsk.

Hvad siger de unge i Danmark?

I forhold til Danmark viser Eurobarometer-undersøgelsen, at en ud af tre danskere studerer i udlandet på et tidspunkt i løbet af deres videregående uddannelse. Gennemsnittet i EU er dog 43 procent, så danskerne halter en smule efter på dette punkt. 

Til gengæld er danskerne villige til at arbejde i et andet europæisk land. Det er to ud af tre danskere faktisk villige til i en begrænset eller længere periode, så her ligger Danmark over det europæiske gennemsnit på 53 procent. 

En af de vigtigste indsatser i EU i forhold til dette emne er Erasmus-programmet, der hjælper studerende med at komme til udlandet. Du kan læse mere om Erasmus i Danmark her.

Sidst opdateret: 18/10 2011