
Unge skal forstå EU
Aktive Unge havde budget til at give 10 lokale projekter tilskud til aktiviteter i den nys overståede Europæiske Ungdomsuge. Alle projekter skulle have fokus på at bringe unge og politikere i nærkontakt. Her fortæller vi om, hvad der skete i Esbjerg
“Jeg håber, at dette projekt kan være med til at overbevise unge om, at politik og EU ikke er så kedeligt, som mange ellers går og tror. EU er ikke noget, der foregår fjernt fra vores hverdag. Det er derimod noget, der påvirker hver dag. Derfor skal man kende EU’s historie, institutioner og traktater, ligesom man skal vide, hvordan beslutninger i form af love og direktiver for medlemslandene træffes.”
Ordene kom fra 28-årige Anja Boisen Sørensens, koordinator for det lokale projekt i Esbjerg i anledningen af Ungdomsugen, og det var ikke til at tage fejl af, at hun brændte for at få unge til at interessere sig for både EU og politik. Hun har selv en fortid som politisk aktiv i et ungdomsparti, og hun har deltaget i adskillige politiske arrangementer.
Nu er hun i stedet projektkoordinator for ungdomspolitikken i Esbjerg Kommune, og det var derfor også naturligt, at hun styrede arrangementerne i forbindelse med Ungdomsugen i kommunen.
Helt grundlæggende EU-viden er nødvendig
Det arrangement, som Anja Boisen Sørensen talte om, bestod i en række workshops på Huset i Esbjerg. Her fik de unge information om EU og så filmen ’Hvad er EU?’, og deltagerne diskuterede EUs anliggender og unges stillingtagen til EU – er de for eller imod? Derudover var der også et oplæg med en af byens politikere, Karin Schwartz (S).
”Unge bør tage stilling til politik og EU, fordi de beslutninger, der tages, også vedrører dem. For at være sikker på, hvor krydset skal sættes ved folketingsvalg, kommunalvalg og ved EU afstemninger, er man først og fremmest nødt til at kende til de politiske partiers værdier. Socialdemokratiet og Venstre er for eksempelvis partier, der støtter EU, hvorimod Dansk Folkeparti og Enhedslisten er modstandere.
Det er også tankevækkende, at stemmedeltagelsen ved EU afstemninger er lav i forhold til folketingsvalgene. Så det drejer sig jo om at skabe fokus på EU, for størstedelen af de love, der vedtages af Folketinget, er bestemt af EU,” forklarer Anja Boisen Sørensen.
Demokratispil og viden om lokale forhold
Arrangementerne på Huset var dog langt fra det eneste, der foregik i Esbjerg i løbet af Ungdomsugen. Anja Boisen Sørensen stod også bag et demokratispil, som henvendte sig til forbipasserende og kommunens ungdoms- og videregående uddannelser. Spillet var bygget op omkring seks temaer - fakta om politik i Esbjerg Kommune, international politik, ny ungdomspolitik i Esbjerg kommune, unge og medindflydelse, demokrati i egen hverdag samt Folketinget og demokrati. Spørgsmålene gik blandt andet på, hvem der er Danmarks statsminister, hvilke institutioner EU består af, og hvordan det er at være ung i Esbjerg Kommune.
Resultatet skal være større interesse for politik
Ifølge Anja Boisen Sørensen har kommunen samarbejdet med de ungdomspolitiske foreninger om arrangementerne, og hun håber, det kaster noget af sig.
”Jeg håber, at de ungdomspolitiske foreningers foreningsarbejde og virke vil blive mere synligt i Esbjerg Kommune. Unge, der er politisk aktive, er unge, der forsøger at gøre en forskel. Det er unge, der forsøger at påvirke i politisk øjemed,” siger hun.
Ugens afslutningstale blev holdt af Esbjergs viceborgmester Jakob Lose (V), og han kom blandt andet ind på formålet med Ungdomsugen. Herefter holdt Anja Boisen Sørensen selv en kort afsluttende tale over ugens forløb og de oplevelser/erfaringer, ugen førte med sig.
Hele ugen blev rundet af med Al Agami, der gav koncert på Huset.




