Videre til indhold | Videre til menunavigation

aktiveunge

Udvikling af ungdomspolitik i EU

EU's ungdomspolitikker har til formål at imødekomme unges forventninger til EU og give unge mulighed for at udtrykke deres idéer og blive engageret i samfundsdebatterne.

Baggrund

"Unge" eller "Ungdom" er et forholdsvist nyt begreb i europæisk politik. Første gang at ungdomsområdet nævnes, er i Maastrict-traktaten i 1993, hvor det blandt andet fremgår af artikel 149, stk. 2, at et af "målene for Fællesskabets indsats på ungdomsområdet er at tilskynde til udvikling af udvekslingen af unge og ungdomsledere".

Ungdomsområdet henhører under medlemsstaternes kompetence, og EU's indsats sker især på opfordring fra Rådet, navnlig i form af henstillinger og programmer med det formål at udbygge samarbejde og mobilitet på EU-plan. I forbindelse med denne indsats anvendes den åbne koordinationsmetode.

Hvidbogen

Efter en omfattende høring i medlemsstaterne og på europæisk niveau blev hvidbogen "Et nyt afsæt for europæisk ungdom" (pdf-fil, 78 sider) vedtaget den 21. november 2001. I hvidbogen foreslås en ny samarbejdsramme mellem EU's medlemsstater på fire områder: deltagelse, information, frivillige aktiviteter og en bedre forståelse og viden for unge.

Den Europæiske Ungdomspagt

På baggrund af hvidbogens forslag om et styrket samarbejde mellem medlemsstaterne, og at ungdomsaspektet i højere grad skulle inddrages i de sektorspecifikke politikker, blev den Europæiske Ungdomspagt (pdf-fil, 2 sider) vedtaget i marts 2005 og meddelelse om implementeringen (pdf-fil, 22 sider) sendt til medlemsstaterne i maj 2005. Pagten skal ses som et led i gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger og styrkelsen af uddannelse og erhvervsuddannelse. Pagten sætter fokus på unge europæeres uddannelse, erhvervsuddannelse, mobilitet, beskæftigelse og sociale inddragelse, samtidig med at det gøres lettere at forene arbejdsliv og familieliv. 

European Knowledge Centre for Youth Policy (EKCYP)

Det virtuelle European Knowledge Centre for Youth Policy (EKCYP) er lavet for at give ungdomsområdets aktører ét sted at søge efter viden og information om ungdomsforhold over hele Europa. Det er udviklet i et samarbejde mellem Europarådet og EU-kommissionen, og sakl ses som et led i implementeringen af hvidbogen og Ungdomspagten. 

Struktureret dialog

For at udvikle ungdomspolitikkerne er det vigtigt for EU og EU's institutioner at have en regelmæssig og god struktureret dialog med unge. Læs mere om den strukturerede dialog på Kommissionens hjemmeside

EU strategi for unge - investering og mobilisering

I november 2009 vedtog Rådet en strategi for rammen for europæisk samarbejde på ungdomsområdet. Strategien kaldes "En EU-strategi for unge – investering og mobilisering". Læs mere om strategien på Kommissionens hjemmeside.

 

Sidst opdateret: 18/10 2011