
Forsikring for Comenius assistenter i udlandet
Det er assistentens eget ansvar at sørge for en forsvarlig dækning under opholdet. Inden afrejse skal man derfor undersøge, hvilke forsikringer man er dækket af i udlandet.
Sygeforsikring
Det gule sygesikringsbevis dækker kun ophold i udlandet i op til 30 dage. Inden udrejsen bør man derfor kontakte sygesikringskontoret i sin bopælskommune for at få udstedt et EU-sygesikringskort. Kortet giver adgang til sygehjælp på de betingelser, der gælder for borgere i det EU-land, man rejser til. For bestilling af EU-sygesikringskort gå til borger.dk.
Bemærk, at EU-sygesikringskortet kun gælder for EU-lande samt EØS-lande, hvorfor det er nødvendigt at tegne privat sygesikring for ophold udenfor EU/EØS.
Man kan også tegne en særlig studenterforsikring, der er en kombineret syge- og rejseforsikring på www.studenterforsikring.dk
Rejse- og indboforsikring
Selve rejsen er ofte dækket af en indboforsikring. Hvis dette ikke er tilfældet, kan man enten købe en tillægsforsikring til indboforsikringen eller købe en forsikring hos det pågældende rejsebureau. Ligeledes bør man sikre sig, at ens ejendele er forsikret mod indbrud mv., enten via egen/forældres indboforsikring eller ved at tegne en indboforsikring for det lejede værelse.
Ansvarsforsikring
Det er en god idé at undersøge, om man er dækket af en ansvarsforsikring i udlandet, hvis man uforvarende kommer til at forvolde skade mod andre eller andres ejendele. Oftest vil man allerede være dækket via egen/forældres indboforsikring.
Samtidig bør assistenter sikre sig, at de er omfattet af værtsskolens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.




