
Grundtvig efteruddannelseskurser i udlandet
Som underviser eller tilrettelægger af læringsaktiviteter for voksne kan du få tilskud fra Grundtvig-programmet til et kursusophold i udlandet, hvor målet er at højne kvaliteten på læringsudbuddene i din institution/organisation.
Hvem kan søge?
Undervisere, vejledere, ledere og andre med aktiv praksis inden for almen voksenlæring og folkeoplysning, enten på deltid eller fuldtid, herunder også fast tilknyttet frivillig arbejdskraft.
Du arbejder fx på eller i:
- et oplysningsforbund
- en lokal forening
- et VUC-center
- en folkehøjskole
- en produktionsskole
- en sprogskole
- et institut der udvikler og afholder voksenpædagogiske kurser
- et bibliotek
- en anden form for kulturinstitution
- en anden relevant institution i fx kommunalt regi
Det afgørende er, at din institution/organisation/forening udvikler eller afholder almene formelle, ikke-formelle eller uformelle læringsforløb for voksne, at du er involveret i dette arbejde, og at du/I i institutionen/organisationen/foreningen har et udviklingsbehov, som kan videreudvikles gennem kontakt til kolleger i udlandet.
Undervisere, vejledere mv. for studerende i et videregående uddannelsesforløb, som ikke retter sig specifikt mod andragogik/voksenpædagogik, er ikke berettigede til Grundtvig-tilskuddet.
Hvad kan du søge til?
Du kan søge til et kursus i udlandet (Europa), som har fokus på udvikling af voksnes læring, og som er relevant for din daglige praksis inden for almen voksenuddannelse og folkeoplysning. Målet er, at du, udover at tilegne dig nye færdigheder, får øget forståelse for livslang læring i Europa og en europæisk/international dimension i dit daglige arbejde herhjemme.
Varighed: Minimum 5 hele kursusdage og max. 6 uger.
Du kan enten finde et kursus i (Comenius-)Grundtvig-kursuskataloget, eller du kan selv finde frem til et kursus ad andre kanaler. Kursusbeskrivelsen skal medsendes som bilag til ansøgningen.
Særligt for sprogkurser:
Sproglærere kan søge om tilskud til kurser med en tydelig metodisk og voksenpædagogisk dimension, men ikke til 'rene' sprogkurser. Vi kan kun i særlige tilfælde give tilskud til deltagelse i 'rene' sprogkurser fx til lærere, der underviser i et fag på et fremmedsprog. Det samme gælder lærere, som arbejder i et internationalt (Grundtvig)projekt, og som har et meget velargumenteret behov for sproglig opkvalificering. Kontakt os, hvis du har spørgsmål til dette.
Vær opmærksom på, at der også findes andre muligheder for Grundtvig-tilskud til opkvalificering i udlandet (Europa). Se: Besøg/udvekslingsophold og Assistentophold.
Hvor meget kan du få i tilskud til din kursusdeltagelse?
Max 2000 € uanset kursets varighed.
Der kræves ikke medfinansiering fra din institution/organisation, men dette vil ofte, og især ved længere ophold, være nødvendigt for at kunne dække alle udgifter. Du kan ikke søge Grundtvig-programmet om tilskud til vikardækning eller tabt arbejdsfortjeneste.
Tilskuddet gives på baggrund af budgetterede udgifter til rejse, ophold, kursusgebyr og evt. sproglig forberedelse og beregnes efter følgende retningslinjer:
Rejseudgifter
Tilskuddet vil kunne dække op til 100% af transportudgifterne fra hjemsted til kursussted i udlandet, hvis der benyttes økonomiklassebillet. Maximum tilskud til rejse er dog 500 €.
Udgifter til evt. rejseforsikring - som vi på det kraftigste anbefaler skal være tegnet - dækkes af tilskuddet til ophold og forplejning.
Flyrejser må benyttes til rejser på mere end 400 kilometer. Hvis du kører i bil, godkender vi km-penge til statens lave takst. Hvis det er billigere at rejse med fly eller tog på 2. klasse, refunderer vi kun km-penge svarende til den billigste fly- eller togbillet. Vi dækker kun udgifterne til én billet uanset, hvor mange I rejser i bilen.
Du skal gemme bilag for rejseudgifter.
Opholdsudgifter
Tilskud til kost og logi udregnes på basis af dagstakster, bemærk dog venligst at du uanset opholdets længde ikke kan få et samlet tilskud på mere end 2000 €.
Taksten afhænger af opholdets længde og af opholdslandet.
Du kan se en oversigt over taksterne her (.pdf)
Du behøver ikke gemme bilag for opholdsudgifter.
Kursusgebyr
Tilskuddet dækker kursusgebyr på op til 150 € pr. dag. Tilskuddet til kursusgebyr kan dog maksimalt være 750€.
Du skal gemme bilag for betalt kursusgebyr.
Sproglig forberedelse
Du kan ansøge om et tilskud på op til 200 € til dækning af udgifter til sproglig forberedelse. Der skal foreligge en vægtig argumentation for at opnå tilskud til sproglig forberedelse. Du skal gemme bilag for udgiften.
Særlige behov
Ansøgere med fysiske handicap eller andre særlige behov kan søge om et forhøjet tilskud til meromkostninger. Vi anbefaler at kontakte Styrelsen for International Uddannelse, hvis man har behov for at benytte sig af denne mulighed.
Udbetaling af tilskuddet
80% af tilskuddet udbetales, før du rejser, og restbeløbet, når du efter hjemkomst har sendt os dit regnskabs- og evalueringsskema plus kopi af de nævnte udgiftsbilag og kursusbevis.
Hvordan søger du?
Du finder ansøgningsskemaet i den grå margen til venstre.
Du bedes sende din udfyldte ansøgning pr. post (fordi den skal underskrives og stemples) sammen med brochure om/print af beskrivelse af kurset samt nedennævnte appedix til: Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, Bredgade 36, 1260 København K. Vi kan desværre ikke acceptere ansøgninger sendt pr fax eller pr mail.
APPENDIX: Da ansøgningsskemaet mangler felter, hvor du kan præcisere, hvem dine voksne kursister er, og hvad du underviser dem i, bedes du vedlægge en kort redegørelse for dette på et eget ark.
Vær opmærksom på:
- At det er afgørende for positiv behandling af din ansøgning, at du argumenterer for kursets relevans og dit forventede udbytte ift. din undervisnings-, vejlednings- eller anden type daglige praksis med voksnes læring.
- At al kontakt til kursusarrangøren skal foretages af dig. Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har ingen forbindelse med kursusarrangøren.
- At du ikke bør binde dig til at deltage i et kursus, før du véd, om du får et stipendium – medmindre du kan dække udgifterne til deltagelse på anden måde.
Udvælgelse
Det betyder meget i udvælgelsen, at kurset har et europæisk (flere lande repræsenteret blandt kursusledere eller -deltagerne) og voksenpædagogisk sigte i forhold til Grundtvigs målgruppe.
Det betyder ligeledes meget, at du i ansøgningen har stærke argumenter for dit eget og også din institutions/forenings behov for, at du deltager i kurset.
I ansøgningen er det også vigtigt, at du klart gør rede for dine daglige undervisningsaktiviteter i din institution/forening herhjemme - herunder hvem dine kursister/elever/'lærende' er.
Endelig betyder det meget, at du beskriver, hvordan du efter din hjemkomst vil anvende og sprede din nye viden i dit læringsmiljø.
Herudover skal vi sikre:
- at nye ansøgere får mulighed for at komme til, og at der derfor skal være gået mindst to år siden samme person sidst fik et Grundtvig-tilskud til en efteruddannelsesaktivitet (dvs. to år mellem den første aktivitets slutdato og den næste aktivitets startdato).
- at tilskudsmodtagerne kommer fra et bredt udsnit af institutioner/organisationer i Danmark, som udbyder voksnes læring, og at vi derfor giver tilskud til max. 2 personer fra samme institution/organisation.
- at fastholde den tværnationale dimension i efteruddannelsesaktiviteterne og derfor normalt ikke giver tilskud til mere end tre personer til samme kursus i udlandet.
Når vi i Grundtvig-sammenhæng taler om, at målgruppen er 'voksne', så mener vi alle over 25 år, men også unge voksne fra 16-24, som ikke har haft udbytte af folkeskolens og ungdomsuddannelsernes sædvanlige tilbud.
Ansøgere, som arbejder med aktiviteter blandt voksne med kort uddannelsesbaggrund eller voksne, som af andre grunde er økonomisk eller socialt sårbare, har generelt høj prioritet.
Nærmere oplysninger om Grundtvig
Deltagerlande i Grundtvig-programmet:
Der deltager i alt 33 lande i EU's program for Livslang Læring, som Grundtvig-programmet er en del af.
Blandt de deltagende lande er naturligvis samtlige 27 EU-medlemslande, som du kan se en liste over her, og derudover deltager yderligere 6 lande i programmet. De 6 lande er:
Island, Kroatien, Liechtenstein, Norge, Schweiz og Tyrkiet.




