
Tilskud til forberedende besøg
Du kan på vegne af din institution/organisation søge om et forberedende besøg for nærmere at aftale mål og indhold i et kommende Grundtvig Læringspartnerskab, et Grundtvig Senior Volontørprojekt eller et større multilateralt samarbejdsprojekt eller netværk.
Hver partnerinstitution/-organisation kan søge om tilskud hos deres eget nationale kontor. Der kan være forskellige ansøgningsfrister i de forskellige lande.
Se liste over Grundtvig-kontorer i andre lande.
Jeres institution/organisation kan ikke søge tilskud, hvis mødet holdes i Danmark.
Du finder ansøgningsskema i menuen til venstre. Det er et online-ansøgningsskema.
Ansøgningsfrist
Senets 1 måned før besøgets startdato, men vi anbefaler at søge så tidligt som muligt.
Vores behandlingstid er normalt 4 uger, men i januar måned tilstræber vi kortere behandlingstid. Udbetaling af tilskud forud for besøget kan i dette tilfælde ikke påregnes.
Udvælgelseskriterier
Vi lægger vægt på, at der foreligger et program for mødet, at flest muligt af partnerne i det planlagte projekt vil være tilstede, og at det af ansøgningen fremgår, hvor langt I indtil videre er kommet i jeres diskussion om rammer og indhold for projektet.
Hvor stort er tilskuddet?
Vi giver tilskud til rejse og opholdudgifter. Normalt max. 1000 € i alt. Beregningen af tilskuddet tager udgangspunkt i jeres budget. Budgettér derfor så præcist som muligt.
Rejseudgifter
Vi godkender kun rejser på økonomiklasse. Hvis du kører i bil, godkender vi km-penge til statens laveste takst. Hvis det er billigere at rejse med fly eller tog på 2. klasse, refunderer vi kun km-penge svarende til den billigste fly- eller togbillet. Tilskud til rejse er normalt max 500 €.
Ophold og forplejning
Vi giver faste døgnsatser afhængig af det land, mødet finder sted i. Se taksterne.
Vi giver normalt tilskud til kun én person pr. forberedende besøg. Hvis I ønsker at rejse to, skal merværdien ved dette begrundes i ansøgningen.
Særligt ved deltagelse i et Grundtvig kontaktseminar
Hvis du har søgt om at deltage i et kontaktseminar, og vi har givet dig besked om, at du kommer af sted, så skal du udfylde et ansøgningsskema til et forberedende besøg med henblik på at få tilskud til din deltagelse.
Tilskuddet til rejse følger reglerne ovenfor. Tilskuddet til ophold og forplejning svarer til den 'fee', som kontaktseminarets arrangør opkræver (normalt 5-600 €).
Vær desuden opmærksom på, at institutioner maksimalt kan have ét igangværende læringspartnerskab dvs., at et læringspartnerskab skal være afsluttet, før et nyt kan påbegyndes.
Bemærk, at et tilskud til et forberedende besøg ikke automatisk udløser tilskud til det projekt, som det forberedende besøg skal forberede.
Nærmere oplysninger om Grundtvig
Hvis du ønsker at læse mere om Grundtvig programmet (på engelsk), kan du klikke dig ind på EU-Kommissionens hjemmeside.




