
Grundtvig-kontaktseminarer
Hvad er et Grundtvig-kontaktseminar?
Det er et seminar, hvor man kan finde partnere til Grundtvig-projekter. På seminaret deltager 50-80 repræsentanter fra alle typer institutioner, organisationer mv. i Europa. Fælles er, at de alle arbejder med voksenundervisning eller folkeoplysning og ønsker at deres institution/organisation vil kunne samarbejde med andre lande. På seminaret diskuterer deltagerne konkrete idéer til samarbejde med henblik på at udvikle et Grundtvig Læringspartnerskab med typisk 4-7 partnere.
Enkelte kontaktseminarer har også fokus på etablering af den bilaterale projekttype Grundtvig Senior Volontørprojekter.
Hvordan finansieres deltagelsen?
Hvis du tilbydes deltagelse (se nedenfor hvordan du søger om deltagelse), giver vi dig tilskud til dækning af rejse- og opholdsudgifter. Det sker via ansøgningsskemaet til et forberedende besøg. Men du skal ikke udfylde dette før vi har givet dig besked på, at du har fået plads på det ønskede kontaktseminar.
Aktuelle kontaktseminarer:
Kontaktseminarerne i efteråret 2010 har til formål at deltagerne, som finder sammen på seminaret om en projektidé, i fællesskab udvikler denne og søger tilskud til gennemførelse af projektet i februar 2011. Projektets varighed er i givet fald 2 år, august 2011 til juli 2013.
6 .- 10. oktober i Italien, Sardinien. Tema: "Making learning visible: Valorisation of adult learning in informal settings".
Læs mere i invitationen og det foreløbige program.
26 .- 29. oktober i Spanien, Mallorca. Tema: "Equal opportunities for access to quality learning throughout life".
Læs mere i invitationen og det foreløbige program.
Vi forventer desuden snart at modtage nærmere oplysninger om kontaktseminarer i Irland, Slovakiet og Storbritannien i november og i Frankrig i december.
Hvordan søger du om at komme med på et seminar?
Du sender os en mail med emne 'kontaktseminar' til: grundtvig@iu.dk hvor du kort begrunder, hvorfor institutionen/organisationen ønsker at deltage og hvor du bedes oplyse:
- Navn, adresse mv. på din institution/organisation og kort beskrivelse af hvilke læringsaktiviteter for voksne I udbyder.
- Dit (seminardeltagerens) navn, email mv. og arbejdsfelt/interesser.
- Hvilket seminar I søger deltagelse i. Hvis flere, venligst prioritér.
- Institutionens/organisationens og dine egne (hvis sådanne) erfaringer med internationale aktiviteter.
- Hvis der er annonceret flere end ét seminar, bedes du prioritere seminarerne.
En institution/organisation kan kun deltage i ét seminar, og der er kun plads til én person pr. institution/organisation.
Ansøgningsfrist
Pt. søges der efter først-til-mølle-princippet. Dog skal vi sikre en vis institutionsmæssig og geografisk balance, og at nye aktører får lejlighed til at komme på banen. Du får hurtig bekræftelse på din ansøgning og tilsagn/afslag senest 4 uger før seminaret afholdes.
Vi opfordrer især repræsentanter for institutioner og organisationer uden tidligere erfaring med Grundtvig-projekter til at søge. Men det er vigtigt, at den person, der tager af sted på et kontaktseminar, har mandat fra institutionen/organisationen til at undersøge etablering af kontakter mhp. at institutionen/organisationen i 2011 bliver en del af et Grundtvig Læringspartnerskab eller eventuelt et Grundtvig Senior Volontørprojekt.
Rammer og kriterier mv. for Grundtvig-programmet gennemgås på seminarerne, men du kan også læse dem på følgende links:
Grundtvig Læringspartnerskaber
Grundtvig Senior Volontørprojekter
Andre Grundtvig-aktiviteter.
Hvem arrangerer kontaktseminarerne?
Kontaktseminarerne arrangeres af det nationale Grundtvig-kontor i det land, hvor seminaret finder sted. Vi, Styrelsen for International Uddannelse, er Grundtvig-kontor i Danmark.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål før du vil sende din ansøgning, så er du altid meget velkommen til at ringe eller maile til Annemarie Holm, tlf. 3395 7081 - amh@iu.dk eller Gitte L. Lelling, tlf. 3395 7085 - gl@iu.dk




