Videre til indhold | Videre til menunavigation

llp

Grundtvig Senior volontørprojekter

Frivilligt arbejde betragtes i øget grad som en værdifuld arena for uformel læring. Denne nye volontørordning er derfor blevet en del af EUs Grundtvig-program for livslang læring.

Begrebet volontør bruges i denne sammenhæng om personer, der uden tanke på profit, og som ud fra eget valg og motivation udfører et stykke frivilligt arbejde til nytte for egen læring og den modtagende organisation eller dennes lokalsamfund. Arbejdet kan være rettet mod andre mennesker eller sociale- og miljømæssige behov.

Gensidig udveksling

Et Grundtvig Senior volontørprojekt indebærer tilskud til at 2 organisationer i 2 europæiske lande aftaler at udveksle seniorvolontører, dvs. personer over 50 år.

Hver organisation forventes at både sende og modtage 2–6 frivillige inden for projektperioden, som strækker sig over 2 år med start 1. august. De frivillige kan rejse som gruppe eller de kan rejse individuelt. Opholdene kan vare 3-8 uger og perioden skal være sammenhængende.

Hvis I søger partnerinstitutioner i udlandet, anbefaler vi, at I holder jer orienteret om udbudte Grundtvig Kontaktseminarer eller at benytte nedenstående Partner Request skema.

Formål

Udover at etablere nye læringsrum for de deltagende seniorer, er formålet med denne projekttype, at der skabes bånd mellem sender- og modtagerorganisationerne og de lokalsamfund, hvor de frivillige arbejder, således at disse får glæde og nytte af de frivilliges kompetencer.

Hvem kan søge?

Oganisationer/institutioner som på hjemmebane arbejder med frivillige eller ønsker at udvide deres aktiviteter med at arrangere udveksling af volontører.

Hvem kan rejse ud som frivillig?

Personer over 50 år, som typisk har erfaring med frivilligt arbejde i hjemlandet. Sådan erfaring er ikke et absolut krav. Imidlertid vil projekter, som involverer volontører med frivilligerfaring 'ude fra marken' i hjemlandet, blive prioriteret højere end projekter, hvis formål er intern organisationsudvikling i en frivillighedsorganisation gennem udveksling af bestyrelsesmedlemmer til udlandet.  

Hvor stort er tilskuddet?

Der gives tilskud til organisationerne for administration og opfølgning i.f.m. udsendelse og modtagelse af de frivillige og der gives tilskud til de frivilliges rejse- og opholdsomkostninger.

Organisationen er både sende- og modtagerorganisation.

Sendeorganisationen får 600 € pr. volontør.
Modtagerorganisationen får 300 € pr. volontør.

Sendeorganisationen får desuden et beløb til dækning af de udrejsendes rejseudgifter. (Gennemsnit i 2009 var 350 €).

Modtagerorganisationen får desuden følgende beløb pr. modtaget volontør til dækning af dennes kost og logi, lokale transportudgifter, forsikring og øvrigt fornødent:

3 ugers ophold: 2250 € pr. volontør

4 ugers ophold: 2400 € pr. volontør

5 ugers ophold: 2550 € pr. volontør

6 ugers ophold: 2700 € pr. volontør

7 ugers ophold: 2850 € pr. volontør

8 ugers ophold: 3000 € pr. volontør


Ansøgningsfristen var i år den 31. marts
for udvekslinger i perioden 1. august 2010 til 31. juli 2012. Fristen forventes at ligge på cirka samme tidspunkt i 2011. Den fastlægges i oktober 2010.


Nyttig information, inkl. forventninger til organisationerne

Ansøgere bør læse Tips and Resources for a Good Project (pdf, 22 s., engelsk)
Ønsker du at læse mere om Volontørprojekterne (på engelsk), kan du klikke dig ind på EU-Kommissionens hjemmeside

Søger I en partnerinstitution i udlandet?

Der kan være hjælp at hænte gennem følgende Partner Request skema.

Organisationer som er interesserede i en foreløbig mundtlig vejledning, er meget velkomne til at kontakte Styrelsen for International Uddannelse - Annette S. Gregersen, tlf. 3395 7086, mail: asg@iu.dk , Gitte L. Lelling, tlf. 3395 7085, mail: gl@iu.dk eller Annemarie Holm, tlf. 3395 7081, mail: amh@iu.dk

Sidst opdateret: 08/06 2010