Danmark-USA/Canada-programmet
Formålet med Danmark-USA/Canada-programmet er at styrke Undervisningsministeriets videregående uddannelsesinstitutioners samarbejde med tilsvarende institutioner i USA og Canada.
Programmet henvender sig til Undervisningsministeriets videregående uddannelser, som hører under erhvervsakademierne og professionshøjskolerne, ingeniørhøjskolerne og Medie- og Journalisthøjskolen. Der er afsat tre mio. kr. årligt til det nye program. Programmet løber i perioden 2010-2012 og administreres af Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.
Målgruppen
Der er primært tale om et mobilitetsprogram med særligt fokus på at øge andelen af studerende, der rejser på meritgivende praktik- og studieophold i udlandet, igennem studenterstipendier. Udover studierelevante ophold for studerende, kan der derfor bevilges midler til undervisningsophold i USA eller Canada samt tilskud til oversøiske rejser med det formål at møde relevante samarbejdspartnere, der kan modtage studerende fra Danmark i studie- eller praktikophold.
Det politiske sigte med programmet
Danmark-USA/Canada-programmet er et resultat af internationaliseringsstrategien fra 2009 om øget udgående mobilitet på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Programmet skal desuden understøtte Bologna-processens målsætning om, at 20 % af de studerende på de videregående uddannelser i 2020 skal have haft et studie- eller praktikophold i udlandet som en del af deres uddannelse.
Ansøgningsprocedurer
Der kan indsendes ansøgninger om tilskud løbende. Ansøgninger vurderes efterhånden som de modtages i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering. Det er en forudsætning for at modtage tilskud, at ansøgningen er modtaget i styrelsen før opholdet i USA eller Canada påbegyndes.
To forskellige ansøgningsskemaer:
- Ansøges der om tilskud til studerendes studie- eller praktikophold i USA eller Canada skal ansøgningsskema om tilskud til studerende benyttes
- Ansøges der om tilskud til underviseres undervisningsophold ved partnerinstitutioner i USA eller Canada eller til tilskud til korte ophold for ledere og internationale koordinatorer med henblik på at finde studie- og praktikpladser eller igangsætte/udvikle mobilitetsfremmende uddannelsessamarbejde skal ansøgningsskema om tilskud til ansatte benyttes
Tilskudsstørrelse
Ny tilskudsstørrelse for studieophold pr. d. 1.1.2012: For studerende på ophold af 4 ugers varighed ydes et tilskud på 8.000 kr. per person. For længerevarende ophold ydes et tilskud på 500 kr. pr yderligere uge, dog maksimalt 10.000 kr. for studieophold og maksimalt 12.000 kr. for praktikophold.
For undervisere, ledere og internationale koordinatorer ydes tilskud på 7.000 kr. pr person for ophold af 1 uges varighed og 10.000 kr. for ophold af 2 ugers varighed og mere.
Tilskud kan bruges til dækning af rejse, forsikring, visum, etc.
Kontakt
Programmet varetages i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering af Anne Marie Logue. Send en mail på videregaaendeuddannelse@iu.dk.
Baggrund
Styrelsen for International Uddannelse gennemførte i 2009 en række undersøgelser med fokus på motivation, udbytte og barrierer for studerendes uddannelsesophold i udlandet. Disse undersøgelser viser bl.a. , at økonomiske forhold fraholder en del erhvervsakademi- og professionsbachelorstuderende fra at rejse ud på studie- eller praktikophold. Undersøgelserne viser ligeledes, at undervisernes opfattelse af værdien af et udlandsophold og egne internationale erfaringer har betydning for, hvorvidt de studerende rejser ud. I undersøgelsen udviser de studerende stor interesse for at komme på udveksling til Nordamerika.
Læs mere om udbytteundersøgelserne.
Undervisningsministeriets strategi for Flere studerende på studie- og praktikophold i udlandet
Læs mere om Undervisningsministeriets strategi.




