Videre til indhold | Videre til menunavigation

Om at være egnet til udstationering

Der er mange gode grunde til at inkludere en udstationering, som et led i uddannelsen. Både elev og arbejdsgiver kan have stor gavn af de kvalifikationer, der erhverves ved et udlandsophold. Her tænkes ikke kun på det praktiske udlandskendskab og de rent faglige færdigheder, men også på den personlige udvikling der finder sted når et ungt menneske tager på et længerevarende ophold i udlandet.

Erfaringerne viser, at udlandsophold foruden at give konkrete færdigheder som bedre sprogkundskaber, ny faglig viden mm. også kan være et vigtigt pædagogisk værktøj til udviklingen af de såkaldt tværgående kvalifikationer: Selvstændighed, selvtillid, initiativlyst, kommunikationsevne, for ikke at tale om tolerance og forståelse for andre (virksomheds-)kulturer og omgangsformer.

Andre gode grunde til at udstationere elever:

  • Uddannelsesstedet får ry for at være spændende.
  • Kontakten til vigtige kunder eller forbindelser i udlandet intensiveres.

Muligheden for udstationering giver generelt vores erhvervsuddannelser et mere spændende image og kan være medvirkende til, at flere unge vælger denne vej.

Er den unge egnet til et PIU-ophold?

Lige så vigtigt er det at eleven er i stand til at "overleve" den periode med ensomhed og hjemvé, der erfaringsmæssigt rammer alle et stykke tid inde i opholdet, at eleven har evnen til at danne nye netværk omkring sig til at erstatte familie, venner og kollegerne fra arbejdspladsen i hjemlandet, at eleven har styrken til at udvise det initiativ, der skal til for at skabe sig en spændende arbejdsplads på et sted, hvor ingen kender én, at eleven formår at arbejde sammen med mennesker med en anden baggrund end ham eller hende selv.

Det er alt sammen færdigheder, der bliver væsentligt styrket under et udlandsophold - men grunden skal være lagt i forvejen. Et udadvendt, socialt aktivt ungt menneske med mange fritidsinteresser har gode chancer for også at klare sig i udlandet.

Nogle unge skal have et "skub" for at komme af sted og klarer sig efterfølgende glimrende i udlandet. Det er dog vigtigt, at vedkommende klart har fornemmelsen af selv at være den, der træffer beslutningen - et mislykket eller afbrudt udlandsophold opfattes som et nederlag og har den stik modsatte effekt af, hvad man tilstræbte med opholdet. Megen usikkerhed og tvivl i forbindelse med et udstationeringsophold kan dog elimineres med en god forberedelse.

Forberedelse af opholdet

Det er især en god idé at fremskaffe så præcise informationer om lokalområdet og arbejdspladsen som muligt - herunder også oplysninger om boligforhold og mulighederne for at dyrke evt. fritidsinteresser. Jo mere præcise billeder eleven er i stand til at danne sig af hverdagen i udlandet, desto mere tryg føler eleven sig ved situationen, og desto større er overskuddet til at tackle andre problemer. Det er af samme grund også vigtigt, at alle formelle forhold ved udstationeringen er afklaret i god tid før afrejsen - bolig, skat, forsikring, rejserute m.m.

Et andet betydningsfuldt aspekt af forberedelsen vedrører værtsvirksomheden i udlandet. Denne bør informeres grundigt om, hvem det er, der kommer, og hvad han eller hun kan. Det er altid nyttigt at udpege en kontaktperson på arbejdspladsen, så eleven ved, hvem han eller hun skal henvende sig til ved ankomsten og evt. kan tale med før afrejsen. En meget effektiv måde at nå disse mål er at tage eleven med på et forberedende besøg til den udenlandske værtsvirksomhed et stykke tid før udstationeringen - evt. i forbindelse med opsøgende arbejde.

 

Sidst opdateret: 21/12 2009