Videre til indhold | Videre til menunavigation

To former for udsendelser

Der findes to former for udsendelser hvor aktøren er hhv. en skole og en arbejdsgiver, nemlig:

  • skoleudsendelser (uden dansk uddannelsesaftale), og
  • udstationeringsmodellen (med dansk uddannelsesaftale)

Følgende omhandler skoleudsendelsesmodellen. Udstationeringsmodellen er beskrevet under information til arbejdsgivere.

Skoleudsendelserne er for elever, der efter endt skoleophold drager til udlandet på et praktikophold uden at have en uddannelsesaftale med en dansk arbejdsgiver ved afrejsen. Eleverne udsendes af skolen (deraf betegnelsen), som varetager en række praktiske ting i forbindelse med praktikpladsen, f.eks. fremskaffelse af praktikplads, forberedelse af eleven, afklaring af juridiske og administrative forhold, og ikke mindst den nødvendige forhåndsgodkendelse af af forløbet i udlandet. Dertil bruges en checkliste, som almindeligvis er udabejdet af det relevante faglige udvalg.

Eleverne kan tage alle deres praktikophold i udlandet, eller de kan vende tilbage til Danmark for at tage restlæretiden hos en dansk arbejdsgiver. Efter aflæggelse af den sidste prøve, får eleven et fuldgyldigt dansk uddannelsesbevis i hånden. Juridisk set er det eleven selv, der er ansvarlig for sit ophold, men man kan godt tale om, at skolen har et moralsk ansvar, idet den har medvirket i udsendelsen.

Under opholdet i udlandet aflønnes eleven af værtsarbejdsgiveren efter gældende sats i værtslandet og er i princippet også underlagt landets sociale sikringsordninger (sygesikring, arbejdsskadeforsikring osv.). Dog gælder der særlige regler for ophold under ét år i Tyskland, hvor der er indgået særlige aftaler en såkaldt artikel 17-aftale.

Elever, der tager af sted på en skoleudsendelse, kan få støtte til:

  • rejsehjælp til søgning eller overtagelse af en praktikplads,
  • flyttehjælp ved overtagelse og fratrædelse af en praktikplads,
  • rejsehjælp til rejsen til Danmark ved praktikperiodens afslutning og ved påbegyndelse af dansk skoleophold,
  • tilskud til befordring under danske skoleophold,
  • tilskud til boligudgifter,
  • tilskud til forsørgere til merudgifter ved dobbelt husførelse.

De faglige udvalg og arbejdsgivere kan efter forudgående ansøgning få støtte til udgifter til det opsøgende arbejde - støtten kan max. udgøre 50% af dokumenterede afholdte udgifter til transport, ophold og fortæring, dog max. 15.000 kr. om året pr. ansøger. I nogle tilfælde udfører erhvervsskolen dette arbejde på et fagligt udvalg eller en arbejdsgivers vegne, og får dækket tilsvarende udgifter derfra. 

For at få udbetalt støtten skal AER have modtaget dokumentation for udgiften senest fire måneder efter, at udgiften har været afholdt. AER ligger inde med brochurer til de forskellige målgrupper om støttetildelingen, og har til formålet udarbejdet ansøgningsskemaer, som også kan fås ved henvendelse til AER.

Der er særlige forhold der gør sig gældende ved Skolepraktik, hvor PIU ordningen ikke kan anbefales, idet eleverne ikke kan komme tilbage til skolepraktik efterfølgende.

Sidst opdateret: 19/05 2010