Videre til indhold | Videre til menunavigation

Information til sosu-elever

Som elev på en social- og sundhedsuddannelse kan du blive udstationeret i praktik i udlandet under PIU-ordningen.

PIU står for praktik i udlandet og giver din danske arbejdsgiver mulighed for at udstationere dig til en udenlandsk samarbejdspartner, venskabsby eller lignende i kortere eller længere tid, mens du er under uddannelse.

Det, du lærer i udlandet, skal indgå som en del af din danske uddannelse, og et praktikophold i udlandet vil dermed ikke forlænge din uddannelse. Desuden kan din arbejdsgiver få økonomisk tilskud fra AER, Arbejdsgivernes Elevrefusion, mens du er af sted.

PIU-koordinatorer på erhvervs- og social- og sundhedsskolerne rådgiver og varetager arbejdet med at sende eleverne af sted. Spørg efter PIU-koordinatoren på din skole eller spørg Styrelsen for Universiteter og Internationalisering på mail piu@iul.dk

Hvem kan bruge ordningen?

  • Elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen
  • Elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen
  • Elever på pædagogisk assistent uddannelsen

Det er en betingelse at du har en elevkontrakt med et dansk ansættelsessted.

Hvorhen og hvor længe?

Opholdet skal vare mindst én måned og kan foregå overalt i verden.

Dog skal du være opmærksom på Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som omfatter lande det frarådes at rejse til af sikkerhedsmæssige årsager. Disse lande er ikke omfattet af ordningen. Se www.um.dk

Du kan gennemføre alle dine praktikophold i udlandet. Uanset hvor mange praktikophold du tager i udlandet, skal du gennemføre dine skoleophold og den afsluttende prøve i Danmark.   

Hvorfor tage til udlandet?

En dansk social- og sundhedsuddannelse vil altid være en god start på dit arbejdsliv. Men hvis du kombinerer en social- og sundhedsuddannelse med én eller flere praktikperioder i udlandet, kan det være et afgørende forspring i konkurrencen om de mest spændende stillinger når du er færdiguddannet.

På det arbejdsmarked, hvor du kommer til at arbejde vil du møde mennesker fra andre kulturer. Derfor er der behov for medarbejdere med indsigt i fremmede kulturer. Et praktikophold i udlandet giver dig de internationale og menneskelige kvalifikationer, som ifølge danske arbejdsgiveres egne forudsigelser vil blive de mest efterspurgte i de kommende år: Du kan klare dig selv og er ikke bange for at tage et initiativ, du kan omgås mennesker med en anden kulturel baggrund end din egen, og du kan tale mindst ét fremmedsprog. Og dét er kvalifikationer, som ikke kun en arbejdsgiver har brug for - dem kan du også selv få stor glæde af.

Og så er der jo lige den detalje, at et praktikophold i udlandet kan give dig en oplevelse for livet: Du lærer sprog, møder nye mennesker, lever dig ind i en anden kultur og får spændende udfordringer, både på det personlige og på det faglige plan.

Kontakt PIU-koordinatoren / international koordinator på din skole og få råd og vejledning.

Sidst opdateret: 10/11 2011