At rejse er at leve

Da jeg startede som bådebygger/skibstømrer på erhvervsskolen Hamlet i januar 2002, var et af de aspekter ved min uddannelse jeg var mest utilfreds med, udsigten til at skulle være på den samme læreplads i 4 år. Jeg har været ude at rejse før, og syntes ikke jeg var helt færdig med at opleve verden. Det kom derfor som en glædelig overraskelse, da jeg under grundforløbet fandt ud af at der rent fak-tisk var et eksisterende system for vejledning og økonomisk hjælp – PIU - der var lige til at gå til.

Næste skridt var selvfølgelig at finde en praktikplads. Først og fremmest hvilket land, dernæst hvilken slags værft og sidst, men ikke mindst, kontakt med arbejdsgiveren for at høre om der overhovedet var mulighed for ansættelse. Jeg fandt ud af - både i Sverige og nu hvor jeg er på vej til Schweiz - at internettet er en uvurderlig hjælp. Hvis man går ind på en søgemaskine og leder efter bådebyggerier /skibsværfter, får man ikke blot navne og adresser, men også en god idé om hvad det pågældende sted står for via deres hjemmeside. At det ser pænest ud at skrive ansøgningen som almindeligt brev, er der ingen tvivl om, men jeg har med held forsøgt både snail- og e-mail.

Heja Sverige

Det svenske eventyr startede da jeg opdagede at der var et projekt i gang i Gøteborg. Svenska Ostindiska Companiet, eller SOIC, var i gang med at bygge en replika af en gammel kinafarer, et handelsskib fra 1700-tallet. Jeg fandt frem til deres hjemmeside, kiggede mig lidt omkring, kunne lide hvad jeg så, tænkte ”hvo intet vover, intet vinder”, og skrev en interessemail direkte til mester, skibstømreren Joakim Severinsson. Han svarede at de rent faktisk alligevel skulle ansætte 10 mand den sommer, og at jeg var velkommen til en jobsamtale. Derefter var det ligetil: Jeg tog til Gøteborg, fik jobbet, fik godkendt praktikpladsen, skrev kontrakt for 1 år og var på vej i udlandspraktik.

SOIC har tidligere haft bådebyggerlærlinge fra Danmark, og det var en klar fordel for mig selvom jeg måtte finde mig i at blive kaldt Majken i den første måneds tid. De vidste allerede hvordan det fungerede med løn og papirer, hvad de kunne forvente sig af lærlinge, og hvad der blev forventet af dem.

I Sverige har de ikke et lærlingesystem som i Danmark, og generelt gælder det for de fleste andre lande at lønoverenskomsten enten ikke er særlig god – eller ikke eksisterende. Jeg fik dog den danske overenskomst, hvilket også var en god forretning for dem, for hvis jeg skulle have været ansat som arbejdsmand, skulle jeg have haft en betydeligt højere løn.

Villa, Vovse og Volvo

At finde et sted at bo i Sverige er ikke umuligt, men at finde en lejlighed i Gøteborg, Stockholm eller Malmø, universitetsbyer hvor der i forvejen mangler op til 30.000 ungdomsboliger, er så tæt på som det kan komme. Jeg havde den fordel at min kæreste var villig til at flytte med, dvs. vi havde større økonomisk frihed med to indkomster. Vi satte annoncer i avisen og sedler op i supermarkederne i de områder vi var interesserede i, og fik faktisk en del henvendelser, især pga. sedlerne. Vi fandt os et dejligt hus på 150 m2 med balkon, have og hårde hvidevarer for 4500 sek om måneden. Det eneste minus var at det lå 35 km eller 2 timer med bus fra værftet, men det problem kunne let og elegant klares med en brugt Volvo som vi blev de stolte ejere af for 7000 sek. Da vi oven i købet fik boligstøtte fra AER, så økonomien helt fornuftig ud. Vovser blev det aldrig til, men vi havde halvtamme rådyr i baghaven.

Jävlar svenskare

Sproget er selvfølgelig en vigtig del af praktik i udlandet. Svensk er heldigvis ikke så langt fra dansk, og når man først har fundet ud af de mere specielle udtryk på svensk (som fx at ”male” og ”måle” er byttet om) og ellers snakker langsomt og tydeligt, er det ikke noget problem. På værftet fandtes dog omkring 14 nationaliteter, og at kommunikere med en nysvensker når man ikke selv taler sproget helt godt, er lidt af en oplevelse. Det meste blev dog klaret med smil og godt humør samt lidt godmodigt drilleri. Fordelen ved en stor arbejdsplads er at man altid kan finde nogen man svinger med. Der er ikke de store kulturforskelle mellem Sverige og Danmark, dog måtte jeg alligevel melde pas da jeg til juleafslutningen blev hevet op i en quiz om den svenske kongerække. Generelt var alle svenskere åbne og imødekommende arbejdskolleger, og da jeg selv er opvokset i nærheden af Helsingør, var det helt spændende at møde eksemplarer af racen i ædru tilstand. Det gjorde dem også en del nemmere at forstå.

Arbejde og søsætning

Arbejdet som skibstømrer på et 40m langt træskib er hårdt men interessant. Størrelsen gør at en arbejdsopgave kan tage et par måneder før man er nået hele skibet rundt. Det kan også blive lidt ensformigt, men jeg kunne under henvisning til min lærlingestatus blive flyttet rundt på forskellige sjak, og fik derfor prøvet lidt af hvert.

Det år jeg var på SOIC var det sidste inden søsætningen på Sveriges flagdag den 6/6-2003. Der blev derfor arbejdet målrettet og let stresset hele året. Vi kalfatrede de sidste meter dæk to timer efter fyraften, dagen før søsætningen. Selve søsætningen var en større omgang med kongen, dronningen, 90.000 tilskuere og tv-dækning fra alverdens lande. Jeg fik, som en af de 20 heldige, lov til at være ombord under selve stabelafløbningen, en fantastisk oplevelse der ikke blev mindre af stemningen på værftet. De havde trods alt arbejdet sig hen mod dette øjeblik siden kølen blev lagt 8 år tidligere.

At jeg som dansker stod ude i agten på skibet iført min røde arbejdshjelm med hvidt kors på i tape (man må jo lige markere…) og hejste det store svenske flag vi havde fået overrakt af kongen, var en sjov lille ironi at tage med hjem.

Hvad siden hændte

Det blev ikke til et nyt Vasa (der sank i 1600-tallet i havnen i Stockholm lige efter søsætningen). Skibet kom flot til kaj, og der arbejdes nu på at gøre det sødygtigt til en rejse til Kina næste år.

Jeg har endnu en gang været på internettet og fundet mig en praktikplads, denne gang i Luzern, Schweiz, hvor jeg skal prøve kræfter dels med schweizer-tysk, dels med små luksus både - og jeg glæder mig. Det sidste år af min praktik ligger ikke fast endnu, men de foreløbige planer går på New Zealand.

At komme i praktik i udlandet er for mig den perfekte måde at tage min uddannelse. Jeg får mødt nye mennesker, set nye steder, og vigtigst af alt får jeg oplevet forskellige løsninger og måder at gøre tingene på som er relevante for mit fag. Man har også selv et ansvar for at lære alle de ting man skal, samt at være repræsentant for sit land og sit håndværk, men det er en del af de positive oplevelser og friheden man har som udlandspraktikant. At uddanne sig er at lære, og at rejse er at leve.