Bandeord på Grand Hotel Adriatico i Firenze

Sved, tårer, frygt, afmagt, savn, smerte er blot nogle af de negative ord der kommer frem, når jeg tænker tilbage på mit ophold i udlandet.

Glæde, selvbekræftelse, stolthed, ære, erfaring, modenhed er blot nogle af de positive ord der kommer frem.

Så kan man spørge sig selv om hvad der er bedst? At man til tider har gennemgået hvad man med et hårdt og overdrevet ord kan kalde hvid slavehandel, eller at man efter sit ophold står på dansk jord og føler sig som Danmarks nye konge?

Da jeg 1.januar 2003 satte mig ind i bussen med retning mod Italien, var jeg på trods af mine 24 år ikke andet end en drengerøv. Men jeg skulle hurtig finde ud af at livet og arbejdet i Italien ikke er en dans på roser, som det på overfladen ser ud til.

Måske er det netop derfor at der på mit spæde mandebryst er begyndt at vokse små hår frem. Jeg er ved at blive voksen.

For som alle andre unge mennesker var jeg spændt på hvordan det skulle gå mig i et andet land. Og så endda i en branche som i forvejen har ry for at have en hård tone.

Trådt på

Lad mig blot sige til jer at når det italienske temperament mixes med kokkes temperament, så føles det som om man arbejder oven på vulkanen Etna. Aldrig i mit liv har jeg hørt og lært så mange italienske bandeord, og aldrig i mit liv har jeg følt mig så meget trådt på. I en alder af 24 år er det meget svært at acceptere at blive degraderet til en 15-årig, som får skæld ud når han laver ting han ikke må.

Lad os få flere facts på bordet. Da jeg ankom til Firenze, var jeg af min arbejdsplads blevet lovet et værelse tæt ved. Jeg fik et værelse i udkanten af byen som jeg delte med 4 indere. Jeg gik fra en fed to-værelses lejlighed i Århus til et 5-personers værelse i Firenze. Derfor brugte jeg den første uge på at finde et sted at bo, og hvis der ikke havde været tilskud fra PIU-ordningen, var jeg nok bare blevet boende på værelset med inderne.

Det kan overraske én hvor meget økonomisk hjælp man får som dansker, når man gennem en erhvervsuddannelse tager til udlandet. Jeg ved der sidder mange og tænker: hvordan kan det dog løbe rundt økonomisk. Tro mig når jeg siger at: Penge er ikke problemet i udlandet.

Lad os se på de virkelige problemer. Din køkkenchef som konstant råber dig ind i hovedet, din restaurantchef som er nærig og betaler dig en slaveløn for at arbejde stort set hele tiden (jeg har aldrig nydt mine fridage i Toscana så meget), konen til din chef som vil have dig til at skrive under på papirer, så hun kan fuske med lønnen og arbejdskraften. Bolighajen som tvinger dig til at betale overpris, fordi hun ved du hverken har tid eller overskud til at lede efter et andet sted.

Jeg føler ingen vrede eller skuffelse over disse mennesker. Tværtimod føler jeg at de blot har været brikker i mit spil om at blive stærkere og mere moden. Jeg tænker tilbage på disse mennesker og siger tak for hjælpen.

Tillid til mig selv

Det som har båret mig igennem min tid i Firenze har været min voksende tillid til mig selv og mit gode humør. Jeg husker ikke at jeg nogensinde er mødt på ar-bejde uden at smile. For var der én ting de spaghettidrenge ikke skulle få æren af, så var det at vinde over en dansk viking. Alt dette førte mig også tæt ind på resten af personalet. Mit forhold til tre tamilske opvaskere og en japansk kok blev stærkere dag for dag. De var alle 10-15 år ældre end mig, men der var altid gensidig respekt.

Og jeg tror at netop mit smil og gode humør betød at alt ændrede sig de sidste uger, da folk vidste at jeg skulle til at rejse hjem. Faktisk endte det med at min køkkenchef stod med tårer i øjnene den dag jeg skulle afsted. For til trods for sit iltre temperament og sit utiltalende sprogbrug var han glad for at have mig un-der sig. Min anbefaling fra restauranten siger alt!

Og hvem har brug for arbejde i Firenze? Den sidste jeg sagde farvel til var alt-mulig-manden på hotellet, eller Italiens svar på Jørgen Leth. Han sagde til mig : ”Sellerone, (den store saddel, kaldte de mig) hvis du nogensinde får brug for arbejde, så ring til mig. Jeg kan altid bruge én som dig. Det har været en kæmpe fornøjelse at møde dig, og hvis alle i Danmark er som dig, så flytter jeg straks til det kolde nord”. Så kan I måske forstå hvad jeg mener med at komme hjem til Danmark med følelsen af at være Danmarks nye konge.

Arbejde med passion

Når jeg nu sidder her i vante omgivelser i lille, trygge Danmark og tænker tilbage på min tid i Firenze, og hvad det har betydet for mig, så kan jeg kun sige at både på det personlige og faglige niveau er jeg blevet væsentlig mere dygtig til at tackle vanskelige situationer og mennesker. Med hensyn til min kokkekunst så har jeg forelsket mig endnu mere i det italienske køkken, og det er det vigtigste for mig. At kunne arbejde med noget man elsker og har en passion for.

Til alle jer der sidder derude med en lille eventyrer i jer. Erfaringerne er der, og oplevelserne er der. De ligger bare og venter på at blive hentet. Og husk på at man kan bare tage hjem når man har lyst. Der er ingen som holder én tilbage. Man er fri, og støtten fra vort dejlige og rige hjemland er der.

Vi taler om et ophold i noget tid, ikke resten af livet. Og lad mig slutte med noget poesi som vores stolte H.C. Andersen engang sagde: ”At rejse er at leve”.